Bisonkvinden
05/08/14 19:15 Filed in: Kærlighed
Lidenskab, Forelskelse, Kærlighed
Det dundrer i brystkassen, hjertet hamrer og alle tanker retter sig mod hende. Hun har vist sig igen. Kvinden der gør mig vanvittig og sindsyg. Kvinden der sætter mig helt og aldeles ud af spillet. Det er uudholdeligt smertefuldt vidunderligt.
I mit liv er hun dukket op nogle gange. Bisonkvinden der smuk som en gudinde kommer svævende over prærien, taler med et syngende forførende sprog, som er af en anden verden. Jeg styrter imod hende fuld af begær og i en sky af lidenskab opløses livet som jeg kender det for at slutte som en bunke knogler, som et pillet skelet i ørkensandet. En gang til!
Men nej, ikke denne gang! Ikke igen. Nu ved jeg bedre. Jeg ved at de fantastiske skønne kvinder ikke er nogle jeg skal eje eller have. Denne gang vil jeg ikke besidde og beherske. Jeg vil ikke sidde under balkonen og synge romantiske ballader hele natten. Jeg vil ikke skrive digte i stride strømme eller cykle fra den ene ende af landet til den anden.
Jeg har været heldig at forelske mig dybt og stærkt i mange omgange i mit liv. Jeg har altid elsket kvinden. Min mor, min søster, mine klassekammerater, kolleger, mine kærester, mine døtre og mine samleversker. Elsket på forskellig vis, men elsket. Beundret. Det er jo fantastisk at kunne elske og forelske sig. Tak kære kvinde!
Denne gang skal det være anderledes! Denne gang skal det være en rejse ind i brystet, ind i den søde smerte. Ind i torden, brag, regnvejr og flænsende lyn. Ulideligheden, spændingsopbygningen, tilbageholdelsen.
Denne gang skal begæret vendes indad.
Jeg skal se det! Jeg må se det! Jeg vil se det! Eller jeg vil så gerne!
Det er det al denne galskab handler om, den forbandede elsker, romantikkens midalderlige tag om mit liv. Alt det jeg har lært jeg skal leve og gøre for at lykkes med mit liv. Alt det som jeg har gjort så pligtskyldigt igen og igen. Jeg er en trofast elskende.
Jeg tænker, for det har jeg læst, og det giver god mening, at når der er så meget kraft, saft og lidenskab i den besættende forelskelse. Når der er så meget vanvid, så meget tab af normalitet og så meget ligegyldighed overfor alt hvad der før virkede fornuftigt og rigtigt. Når jeg kan blive så fanden i voldsk og tåbeligt barnlig.
Så må der være noget helt igennem fantastisk, eventyrligt og magisk på spil.
Noget der ikke handler om slottet, prinsessen og det halve kongerige. (Villa, vovse og volvo)
Det giver så god mening at der bliver kaldt fra dybet i mig. Fra det sted i hjertet, maven, hjernen hvor livet selv banker på. Hvor det sjælfulde og guddommelige bor. Det er åbenlyst at det er flammen selv der er på spil. Flammen hvorfra al søgen udspringer.
Det er rejsen hjem. Og forelskelsen, lidenskaben, vanviddet og kærlighedskraften er det brændstof der gør rejsen mulig.
Vores alle sammens gode ven Carl G. Jung kaldte sjælen for Anima. Og det er hende i mig. Jeg vil møde hende, sjælen. Jeg ved hun er der!
Så denne gang kære Bisonkvinde. Denne gang vil jeg ikke lade mit begær efter at eje, besidde og besætte løbe af med mig. Jeg vil ære dig ved at ære den kraft du vækker i mig. Jeg vil lade dig være. Magiske Gudinde. Jeg vil tilbede flammen selv, kilden der antændes. Begæret vender jeg indad. Ind i hjertet. Begæret efter at lade manden og kvinden mødes inden i mig. Begæret efter at blive et helt menneske.
Og tak til dig, til kvinden - tak for det!
( Og måske, hvis jeg lykkes, eller når jeg lykkes. Kan vi to, sammen, lykkes med det vi længes efter!)
Det dundrer i brystkassen, hjertet hamrer og alle tanker retter sig mod hende. Hun har vist sig igen. Kvinden der gør mig vanvittig og sindsyg. Kvinden der sætter mig helt og aldeles ud af spillet. Det er uudholdeligt smertefuldt vidunderligt.
I mit liv er hun dukket op nogle gange. Bisonkvinden der smuk som en gudinde kommer svævende over prærien, taler med et syngende forførende sprog, som er af en anden verden. Jeg styrter imod hende fuld af begær og i en sky af lidenskab opløses livet som jeg kender det for at slutte som en bunke knogler, som et pillet skelet i ørkensandet. En gang til!
Men nej, ikke denne gang! Ikke igen. Nu ved jeg bedre. Jeg ved at de fantastiske skønne kvinder ikke er nogle jeg skal eje eller have. Denne gang vil jeg ikke besidde og beherske. Jeg vil ikke sidde under balkonen og synge romantiske ballader hele natten. Jeg vil ikke skrive digte i stride strømme eller cykle fra den ene ende af landet til den anden.
Jeg har været heldig at forelske mig dybt og stærkt i mange omgange i mit liv. Jeg har altid elsket kvinden. Min mor, min søster, mine klassekammerater, kolleger, mine kærester, mine døtre og mine samleversker. Elsket på forskellig vis, men elsket. Beundret. Det er jo fantastisk at kunne elske og forelske sig. Tak kære kvinde!
Denne gang skal det være anderledes! Denne gang skal det være en rejse ind i brystet, ind i den søde smerte. Ind i torden, brag, regnvejr og flænsende lyn. Ulideligheden, spændingsopbygningen, tilbageholdelsen.
Denne gang skal begæret vendes indad.
Jeg skal se det! Jeg må se det! Jeg vil se det! Eller jeg vil så gerne!
Det er det al denne galskab handler om, den forbandede elsker, romantikkens midalderlige tag om mit liv. Alt det jeg har lært jeg skal leve og gøre for at lykkes med mit liv. Alt det som jeg har gjort så pligtskyldigt igen og igen. Jeg er en trofast elskende.
Jeg tænker, for det har jeg læst, og det giver god mening, at når der er så meget kraft, saft og lidenskab i den besættende forelskelse. Når der er så meget vanvid, så meget tab af normalitet og så meget ligegyldighed overfor alt hvad der før virkede fornuftigt og rigtigt. Når jeg kan blive så fanden i voldsk og tåbeligt barnlig.
Så må der være noget helt igennem fantastisk, eventyrligt og magisk på spil.
Noget der ikke handler om slottet, prinsessen og det halve kongerige. (Villa, vovse og volvo)
Det giver så god mening at der bliver kaldt fra dybet i mig. Fra det sted i hjertet, maven, hjernen hvor livet selv banker på. Hvor det sjælfulde og guddommelige bor. Det er åbenlyst at det er flammen selv der er på spil. Flammen hvorfra al søgen udspringer.
Det er rejsen hjem. Og forelskelsen, lidenskaben, vanviddet og kærlighedskraften er det brændstof der gør rejsen mulig.
Vores alle sammens gode ven Carl G. Jung kaldte sjælen for Anima. Og det er hende i mig. Jeg vil møde hende, sjælen. Jeg ved hun er der!
Så denne gang kære Bisonkvinde. Denne gang vil jeg ikke lade mit begær efter at eje, besidde og besætte løbe af med mig. Jeg vil ære dig ved at ære den kraft du vækker i mig. Jeg vil lade dig være. Magiske Gudinde. Jeg vil tilbede flammen selv, kilden der antændes. Begæret vender jeg indad. Ind i hjertet. Begæret efter at lade manden og kvinden mødes inden i mig. Begæret efter at blive et helt menneske.
Og tak til dig, til kvinden - tak for det!
( Og måske, hvis jeg lykkes, eller når jeg lykkes. Kan vi to, sammen, lykkes med det vi længes efter!)
Lad os mødes i frygt
Lad os mødes i frygt
"Har du en tid i morgen? Vi har virkelig brug for din hjælp!"
Med en god følelse af at være værdifuld tager jeg imod parret næste morgen. Det er stadig med en lille nervøs sammentrækning i mave og bryst at jeg beder dem tage plads og selv sætter mig foran dem i stolen. Jeg kender så godt følelsen af utilstrækkelighed, længsel og frustration. Og jeg ved hvor svært det kan være at løse op for en dialog der har låst sig fast. Fordi det virker nytteløst at blotte sig igen. Fordi det er tryggere at forblive inde i sin skal. Fordi der ikke er nogen der skal fortælle mig hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Fordi jeg ikke længere magter at være så sårbar, så skrøbelig og så nøgen. Indeni siger jeg ja til min nervøse sammentrækning. "Du må gerne være her! Det er fint at du er her." Jeg fornemmer tillid og styrke og spørger hvem der vil starte. Sessionen blotter hans utilstrækkelighed og hendes længsel. Modigt stiller de op til at svare på mine spørgsmål, åbent mærker de hvad der sker i kroppen, hvilke følelser de har kontakt til og med en vis modstand accepterer de at holde deres domme og vurderinger tilbage for en stund. "Hvordan holder vi fast i den her følelse af kontakt, af nærvær og samhørighed?" Jeg holder så meget af det spørgsmål! Og sammen undersøger vi hvad det vil sige at gøre sig umage, hvilke indstillinger til livet, til sig selv og til hinanden der befordrer og styrker nærværet og kærligheden. Igen og igen dukker temaet op: "Hvordan holder vi os levende?" "Hvordan holder jeg mig levende?" For min egen skyld, for din skyld og for hele verdens skyld. Tør jeg? Vil jeg? Kan jeg? Det er så vidunderligt smukt og rørende at se skjolde blive sænket, panser blive gennembrudt og hjerter åbne sig i sårbare møder hvor det der opleves lige nu får opmærksomhed, bliver set og mødt. Og hvor nysgerrigheden fører os videre af veje der på samme tid er magiske og skræmmende. Veje i livet vi elsker og frygter. Det giver så god mening at vi mødes i frygten, at vi mødes der hvor vi ikke tør gå længere. At vi stopper op, giver tid, trækker vejret. Og at vi så tager hinanden i hånden og vælger at følges ad - lidt længere - igen og igen. Sikke en rejse, sikke et liv! Efter mødet sidder jeg tilbage med varme og glæde i brystet - dybt taknemmelig og tilfreds. Human Contact v/ Claus Verner Nielsen
"Har du en tid i morgen? Vi har virkelig brug for din hjælp!"
Med en god følelse af at være værdifuld tager jeg imod parret næste morgen. Det er stadig med en lille nervøs sammentrækning i mave og bryst at jeg beder dem tage plads og selv sætter mig foran dem i stolen. Jeg kender så godt følelsen af utilstrækkelighed, længsel og frustration. Og jeg ved hvor svært det kan være at løse op for en dialog der har låst sig fast. Fordi det virker nytteløst at blotte sig igen. Fordi det er tryggere at forblive inde i sin skal. Fordi der ikke er nogen der skal fortælle mig hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Fordi jeg ikke længere magter at være så sårbar, så skrøbelig og så nøgen. Indeni siger jeg ja til min nervøse sammentrækning. "Du må gerne være her! Det er fint at du er her." Jeg fornemmer tillid og styrke og spørger hvem der vil starte. Sessionen blotter hans utilstrækkelighed og hendes længsel. Modigt stiller de op til at svare på mine spørgsmål, åbent mærker de hvad der sker i kroppen, hvilke følelser de har kontakt til og med en vis modstand accepterer de at holde deres domme og vurderinger tilbage for en stund. "Hvordan holder vi fast i den her følelse af kontakt, af nærvær og samhørighed?" Jeg holder så meget af det spørgsmål! Og sammen undersøger vi hvad det vil sige at gøre sig umage, hvilke indstillinger til livet, til sig selv og til hinanden der befordrer og styrker nærværet og kærligheden. Igen og igen dukker temaet op: "Hvordan holder vi os levende?" "Hvordan holder jeg mig levende?" For min egen skyld, for din skyld og for hele verdens skyld. Tør jeg? Vil jeg? Kan jeg? Det er så vidunderligt smukt og rørende at se skjolde blive sænket, panser blive gennembrudt og hjerter åbne sig i sårbare møder hvor det der opleves lige nu får opmærksomhed, bliver set og mødt. Og hvor nysgerrigheden fører os videre af veje der på samme tid er magiske og skræmmende. Veje i livet vi elsker og frygter. Det giver så god mening at vi mødes i frygten, at vi mødes der hvor vi ikke tør gå længere. At vi stopper op, giver tid, trækker vejret. Og at vi så tager hinanden i hånden og vælger at følges ad - lidt længere - igen og igen. Sikke en rejse, sikke et liv! Efter mødet sidder jeg tilbage med varme og glæde i brystet - dybt taknemmelig og tilfreds. Human Contact v/ Claus Verner Nielsen