Kærlighed
Kærlighed - et vågent og intimt forhold til dig selv
Kærlighed
At leve – at lære – at elske – at være
Kærlighed kræver et vågent og intimt indre forhold til sig selv og sin krop, og en forståelse af at oplevelsen af kærlighed er indre, at kærlighed er en essentiel kvalitet i mange nuancer som er en del af vores væren.
Kærlighed i mellem to mennesker lykkes i det øjeblik hvor den ikke er afhængig af den anden, men hvor de begge i kærlighedsmødet værdsætter den andens væren.
Kærlighed og sex kan godt være adskilt, sex uden kærlighed er ”som et godt nys”, mens sex med kærlighed er et valg som giver fylde og mening, som heler, udvikler og nærer.
Kærlighed er passion, erotik, lidenskab, saft, kraft og begær.
Kærlighed er sødme, romantik, måneskin og musik.
Kærlighed er medfølelse, omsorg, ømhed og blidhed.
Kærlighed er til livet, til medmennesker, medskabninger og til skabelsen selv.
Kærlighed er et valg.
Kærlighed er åbenhed over for det, som er, nysgerrighed ved at møde det, alene for glæden ved at møde, kende og se.
Kærligheden bliver renere, kraftigere, smukkere, stærkere, mere intim og lidenskabelig i takt med at vi udvikler os til selvstændige, frie og aktualiserede mennesker.
Kærligheden bliver mindre, betinget og ufri, når vi er identificeret med alt det vi mangler og ikke har, når vi søger den uden for os selv, når vi er afhængige af accept, bekræftelse, samhørighed og ”den anden”.
Kærlighed er også om kærlighedsmøder mellem to elskende. Og et smukt billede er når det fysiske møde også er et bevidsthedsmøde, et møde i og med hjertet, hvor vi elsker ved at se og blive set i vores essens.
Når kærlighed er et møde hvor vi vidner, ærer og helligholder vores essentielle natur. På den måde opdager vi fortsat os selv og på den måde kan vi gensidigt skabe os selv, i en proces, i et kreativt nu, i et skabende nærvær. - Det kræver autencitet, sårbarhed og modenhed.
Når jeg elsker at se og møde essensen hos den anden i vores kærlighedsmøde, oplever jeg også at den anden er et unikt individ og forskellig fra mig. Kærligheden anerkender den anden helt og fuldstændigt. Og jeg oplever at jeg ikke er alene i verden.
Kærlighedsmødet giver healing og fred til min dybeste frygt omkring den eksistentielle isolation. Jeg oplever nu at den anden er adskilt fra mig, og derfor også eksisterer uden mig.
Kærlighed er en oplevelse, et nærvær, en proces. Det er sanser, følelser og tanker.
Når kærlighed til mig selv og til livet er en oplevelse der vibrerer i enhver celle, i alle mine organer, muskler og nervetråde. Når mine fingre og krop mærker og sanser kærlighed, når hjertet føler og oplever kærlighed, og når hjernen med ordet beskriver hjertets oplevelse.
- Så elsker jeg!
Det er som et skift i mellem to måder at være i verden på.
Normalt og for det meste er jeg ikke opmærksom på min vejrtrækning som et indre livets kærtegn der bekræfter et vidunderligt magisk mysterium, livets puls.
Normalt reagerer jeg automatisk og vanemæssigt på mine omgivelser, jeg følger, uden at give det opmærksomhed, nogle gamle plovfurer og dybe spor i mine reaktionsmønstre, jeg gentager mig selv igen og igen.
Ikke nødvendigvis med smerte eller lidelse, ofte med behag og behovstilfredsstillelse, men ubevidst, uden nærvær, uden intimitet.
Nogen gange skifter min opmærksomhed til et essentielt og meget intimt nærvær.
Og så er jeg konge i mit eget rige, et dynamisk , farverigt, magisk og helt igennem smukt, fantastisk univers.
Måske er universet ikke kærlighed alene, men jeg elsker at være der!
Jeg elsker at orientere mig i verden herfra, jeg elsker de muligheder der opstår, jeg elsker de forskellige nuancer og variationer jeg ser og møder.
Nogen gange er jeg konge, og sidder magtfuld og stærk på min trone, i kontakt med rigdom og overflod, medfølende, storsindet og retfærdig.
Nogen gange er jeg en hjertets kriger der sårbart og åbent, med frygten som følgesvend påtager mig kærlighedens mission, en ridder der tager kampen op med ildsprudlende drager forklædt som normer og rigide adfærdsregler.
Eller vismanden der med et glimt i øjet og magien som redskab, forvandler og transformerer, vismanden der oplever sig som en medskabende del af universets mystik og vidunder.
Nogen gange er jeg narren der legende, smilende og med en champagnebrusende boblen i alle mine celler kaster mig ubekymret og fri ind i livets hvirvler af spøgefuld kreativ manifestation. ”Let’s try it on!”
Alle variationer og nuancer bliver oplevet i et skær af fantastiske farver, diamanter, juveler, guld og rigdom, det er i disse oplevelser jeg mærker overflod.
Overflod som et indre fænomen, som paradis på jord.
At elske er en kunst som Fromm beskriver det, han skriver også at det er noget vi skal træne, noget vi skal lære, noget som kræver sand ydmyghed, mod, tro og selvdisciplin – det er en stor opgave.
Kærlighed er også smerten ved at vokse og udvikle sig. Når vores hjerte udvider sig og vores evne til at elske vokser, så kræver det mere plads end det selvbillede og den følelseskrop vi lever med og opholder os i, noget sprækker og åbner sig, og det må vi tillade. Vi må nødvendigvis møde de blokeringer og den historie der knytter sig til vores tilbageholdenhed, til vores mindreværd og vores fastlåste selvbillede.
Og det gør ondt. Og den smerte må vi være voksne og modne til at forstå og til at bære.
Og den smerte må vi vælge og tage på os som et vilkår ved at udvikle sig, ved at øge sin bevidsthed og ved styrke sin kapacitet til at rumme al den ild, kraft, lidenskab, medfølelse, omsorg og kærlige nærvær som bor i os.
Som vi dybest set aldrig har mistet, men som vi har lagt låg på, kapslet inde, og undertrykt for at kunne overleve og for at få en bid af den begrænsede kærlighed og accept vores forældre og vores omgivelser havde adgang til at udtrykke og give.
Ved at lære at elske, helt og fuldt, som et voksent selvansvarligt og enestående individ, vil vi på den måde hele vores familiesår, vores familie historie.
I mødet med Gud, Universets Moder, Urhavet, altings oprindelse, får jeg måske spørgsmålet: ”Hvor meget har du elsket?”
Det ville være dejligt at kunne svare: ”Med hele mit hjerte”.
Bisonkvinden
05/08/14 19:15 Filed in: Kærlighed
Lidenskab, Forelskelse, Kærlighed
Det dundrer i brystkassen, hjertet hamrer og alle tanker retter sig mod hende. Hun har vist sig igen. Kvinden der gør mig vanvittig og sindsyg. Kvinden der sætter mig helt og aldeles ud af spillet. Det er uudholdeligt smertefuldt vidunderligt.
I mit liv er hun dukket op nogle gange. Bisonkvinden der smuk som en gudinde kommer svævende over prærien, taler med et syngende forførende sprog, som er af en anden verden. Jeg styrter imod hende fuld af begær og i en sky af lidenskab opløses livet som jeg kender det for at slutte som en bunke knogler, som et pillet skelet i ørkensandet. En gang til!
Men nej, ikke denne gang! Ikke igen. Nu ved jeg bedre. Jeg ved at de fantastiske skønne kvinder ikke er nogle jeg skal eje eller have. Denne gang vil jeg ikke besidde og beherske. Jeg vil ikke sidde under balkonen og synge romantiske ballader hele natten. Jeg vil ikke skrive digte i stride strømme eller cykle fra den ene ende af landet til den anden.
Jeg har været heldig at forelske mig dybt og stærkt i mange omgange i mit liv. Jeg har altid elsket kvinden. Min mor, min søster, mine klassekammerater, kolleger, mine kærester, mine døtre og mine samleversker. Elsket på forskellig vis, men elsket. Beundret. Det er jo fantastisk at kunne elske og forelske sig. Tak kære kvinde!
Denne gang skal det være anderledes! Denne gang skal det være en rejse ind i brystet, ind i den søde smerte. Ind i torden, brag, regnvejr og flænsende lyn. Ulideligheden, spændingsopbygningen, tilbageholdelsen.
Denne gang skal begæret vendes indad.
Jeg skal se det! Jeg må se det! Jeg vil se det! Eller jeg vil så gerne!
Det er det al denne galskab handler om, den forbandede elsker, romantikkens midalderlige tag om mit liv. Alt det jeg har lært jeg skal leve og gøre for at lykkes med mit liv. Alt det som jeg har gjort så pligtskyldigt igen og igen. Jeg er en trofast elskende.
Jeg tænker, for det har jeg læst, og det giver god mening, at når der er så meget kraft, saft og lidenskab i den besættende forelskelse. Når der er så meget vanvid, så meget tab af normalitet og så meget ligegyldighed overfor alt hvad der før virkede fornuftigt og rigtigt. Når jeg kan blive så fanden i voldsk og tåbeligt barnlig.
Så må der være noget helt igennem fantastisk, eventyrligt og magisk på spil.
Noget der ikke handler om slottet, prinsessen og det halve kongerige. (Villa, vovse og volvo)
Det giver så god mening at der bliver kaldt fra dybet i mig. Fra det sted i hjertet, maven, hjernen hvor livet selv banker på. Hvor det sjælfulde og guddommelige bor. Det er åbenlyst at det er flammen selv der er på spil. Flammen hvorfra al søgen udspringer.
Det er rejsen hjem. Og forelskelsen, lidenskaben, vanviddet og kærlighedskraften er det brændstof der gør rejsen mulig.
Vores alle sammens gode ven Carl G. Jung kaldte sjælen for Anima. Og det er hende i mig. Jeg vil møde hende, sjælen. Jeg ved hun er der!
Så denne gang kære Bisonkvinde. Denne gang vil jeg ikke lade mit begær efter at eje, besidde og besætte løbe af med mig. Jeg vil ære dig ved at ære den kraft du vækker i mig. Jeg vil lade dig være. Magiske Gudinde. Jeg vil tilbede flammen selv, kilden der antændes. Begæret vender jeg indad. Ind i hjertet. Begæret efter at lade manden og kvinden mødes inden i mig. Begæret efter at blive et helt menneske.
Og tak til dig, til kvinden - tak for det!
( Og måske, hvis jeg lykkes, eller når jeg lykkes. Kan vi to, sammen, lykkes med det vi længes efter!)
Det dundrer i brystkassen, hjertet hamrer og alle tanker retter sig mod hende. Hun har vist sig igen. Kvinden der gør mig vanvittig og sindsyg. Kvinden der sætter mig helt og aldeles ud af spillet. Det er uudholdeligt smertefuldt vidunderligt.
I mit liv er hun dukket op nogle gange. Bisonkvinden der smuk som en gudinde kommer svævende over prærien, taler med et syngende forførende sprog, som er af en anden verden. Jeg styrter imod hende fuld af begær og i en sky af lidenskab opløses livet som jeg kender det for at slutte som en bunke knogler, som et pillet skelet i ørkensandet. En gang til!
Men nej, ikke denne gang! Ikke igen. Nu ved jeg bedre. Jeg ved at de fantastiske skønne kvinder ikke er nogle jeg skal eje eller have. Denne gang vil jeg ikke besidde og beherske. Jeg vil ikke sidde under balkonen og synge romantiske ballader hele natten. Jeg vil ikke skrive digte i stride strømme eller cykle fra den ene ende af landet til den anden.
Jeg har været heldig at forelske mig dybt og stærkt i mange omgange i mit liv. Jeg har altid elsket kvinden. Min mor, min søster, mine klassekammerater, kolleger, mine kærester, mine døtre og mine samleversker. Elsket på forskellig vis, men elsket. Beundret. Det er jo fantastisk at kunne elske og forelske sig. Tak kære kvinde!
Denne gang skal det være anderledes! Denne gang skal det være en rejse ind i brystet, ind i den søde smerte. Ind i torden, brag, regnvejr og flænsende lyn. Ulideligheden, spændingsopbygningen, tilbageholdelsen.
Denne gang skal begæret vendes indad.
Jeg skal se det! Jeg må se det! Jeg vil se det! Eller jeg vil så gerne!
Det er det al denne galskab handler om, den forbandede elsker, romantikkens midalderlige tag om mit liv. Alt det jeg har lært jeg skal leve og gøre for at lykkes med mit liv. Alt det som jeg har gjort så pligtskyldigt igen og igen. Jeg er en trofast elskende.
Jeg tænker, for det har jeg læst, og det giver god mening, at når der er så meget kraft, saft og lidenskab i den besættende forelskelse. Når der er så meget vanvid, så meget tab af normalitet og så meget ligegyldighed overfor alt hvad der før virkede fornuftigt og rigtigt. Når jeg kan blive så fanden i voldsk og tåbeligt barnlig.
Så må der være noget helt igennem fantastisk, eventyrligt og magisk på spil.
Noget der ikke handler om slottet, prinsessen og det halve kongerige. (Villa, vovse og volvo)
Det giver så god mening at der bliver kaldt fra dybet i mig. Fra det sted i hjertet, maven, hjernen hvor livet selv banker på. Hvor det sjælfulde og guddommelige bor. Det er åbenlyst at det er flammen selv der er på spil. Flammen hvorfra al søgen udspringer.
Det er rejsen hjem. Og forelskelsen, lidenskaben, vanviddet og kærlighedskraften er det brændstof der gør rejsen mulig.
Vores alle sammens gode ven Carl G. Jung kaldte sjælen for Anima. Og det er hende i mig. Jeg vil møde hende, sjælen. Jeg ved hun er der!
Så denne gang kære Bisonkvinde. Denne gang vil jeg ikke lade mit begær efter at eje, besidde og besætte løbe af med mig. Jeg vil ære dig ved at ære den kraft du vækker i mig. Jeg vil lade dig være. Magiske Gudinde. Jeg vil tilbede flammen selv, kilden der antændes. Begæret vender jeg indad. Ind i hjertet. Begæret efter at lade manden og kvinden mødes inden i mig. Begæret efter at blive et helt menneske.
Og tak til dig, til kvinden - tak for det!
( Og måske, hvis jeg lykkes, eller når jeg lykkes. Kan vi to, sammen, lykkes med det vi længes efter!)