Liv og glæde
Hvorfor gå i Psykoterapi?
05/02/17 19:22
Hvorfor gå i psykoterapi?
Psykoterapien tilbyder et sikkert rum, et privat og personligt fristed, hvor du kan lægge dine følelser og tanker frem til refleksion, så nye indstillinger og tillid til dine egne muligheder kan vokse, og livet kan leves mere helt og kreativt.
Selv om du har en god familie og venner du kan tale med, er det ofte lettere at tale med en, der står helt udenfor, og som ikke personligt er involveret i dine problemer.
Psykoterapi er en mulighed når vi oplever udfordringer i alle livets aspekter. Nogle udfordringer har aktuel karakter, for eksempel dødsfald, afskedigelse, et stressende job eller sygdom, mens andre skyldes problemer i opvæksten og usunde familiemønstre.
Psykoterapi er også at udforske sig selv - en forandringsmulighed og en vejviser til et mere helt og kreativt, dynamisk liv.
To væsentlige forhold ved et vellykket psykoterapeutisk forløb:
1. Du skal føle dig tryg ved din psykoterapeut.
Stol på dine fornemmelser.
I et psykoterapeutisk forløb kan du i en periode blive meget afhængig af din psykoterapeuts støtte og nærvær. Derfor er det vigtigt at du føler dig tryg ved psykoterapeutens kompetence.
Psykoterapeuten skal være et menneske der kan leve op til den tillid du viser.
2. Du skal ville en forandring i dit liv. Uden et stort mål af vilje til at være ærligt og åbent til stede i psykoterapien, kan forandring ikke ske.
Psykoterapeutens opgave er at hjælpe til at skabe et rum hvor forandringen kan ske.
Arbejdet er du nødt til at gøre selv, men psykoterapeuten støtter dig i dit arbejde.
Refleksioner om tillid
05/01/17 19:20
Tillid
Når en ny klient starter i et forløb er det vigtigt lige at få talt lidt om tillid. Tillid til mig, tillid til det der foregår og ikke mindst tillid til sig selv.
Tillid til sig selv er i høj grad også tillid til livet, tillid til processen.
Det er tillid til at kunne møde og rumme det der sker. Tillid til at følelser kan rummes. Af klienten og af terapeuten.
Et typisk tema er ‘vrede’. Må den være her. Tør jeg vise den. Hvad vil der ske hvis jeg bliver vred? Vil terapeuten afvise mig? Bede mig om at slappe af? Blive vred over min vrede? Føle sig krænket?
At lade sorgen tage over og lade tårer og gråd slippe fri fra års indespærrethed kræver også tillid og kan være lige så svært som at udtrykke sin vrede.
En anden udfordring er tillidsfuldt at udtrykke sine tanker, positive som negative, uden frygt for at det er uintelligent, naivt, barnligt, klodset, grinagtigt, osv.
Dybest set er udfordringen at have tillid til at være i kontakten og mødet med et andet menneske uden at vide hvad der vil ske. Og tillid til at kunne håndtere de følelser og reaktioner som kontakten udløser.
Tillid til at frit at opleve og udtrykke følelser, tanker og sansninger er en nødvendighed for at vi kan vokse og udvikle os som mennesker. Det lyder godt og fint. Men det er rigtig svært.
Vi har så mange ideer og drømme om hvordan livet skal udfolde sig og de kan meget vel blive til begrænsninger for vores vækst og udvikling.
For hvordan kan vi være åbne og modtagelige for det der opstår i øjeblikket hvis vi allerede har bestemt os for hvor vi gerne vil hen? Når vi har bestemt os for hvordan livet skal være er vi ‘fanget’ og vi vil klage over livet fordi det ikke udfolder sig som vi ønsker det.
Det er en super svær øvelse for et godt terapeutisk forløb. Fordi det er oplagt at vi søger en terapeut med ønske om en forandring. Og oftest med et mål med forandringen. Målet kan stå i vejen for at vi opdager det vi ‘virkelig’ har brug for.
Til sidst bliver vi måske så tillidsfulde at vi ikke stoler på noget som helst andet end det livet præsenterer os for i dette øjeblik. Alt andet er noget vi allerede har oplevet og som såden ikke længere gyldigt, eller noget vi ikke har oplevet endnu og som sådan ikke virkeligt.
Små børn gør det. De kan det bare. Uden anstrengelse. Men jeg tror det tager lang tid for os voksne at genfinde tilliden til livet selv. Evnen til at møde nuet fordomsfrit og nysgerrigt i tillid til at livet vil os det godt!
Obs!! Dette er blot refleksioner over tillid og slet ikke gyldige som ‘sandhed’
Fra A Glimpse of Today af Sogyal Rinpoche:
“When we are in a negative frame of mind, it is only natural to doubt rather than to believe.
From a Buddhist point of view, doubt is a sign of a lack of complete understanding and a lack of spiritual education, but it is also seen as a catalyst in the maturing of faith. It is when we face doubts and difficulties that we discover whether our faith is a simplistic, pious, and conceptual one, or whether it is strong, enduring, and anchored in a deep understanding in the heart.
If you have faith, sooner or later it may well be put to the test, and wherever the challenge may come from—from within you or from outside—it is simply part of the process of faith and doubt.”
Når en ny klient starter i et forløb er det vigtigt lige at få talt lidt om tillid. Tillid til mig, tillid til det der foregår og ikke mindst tillid til sig selv.
Tillid til sig selv er i høj grad også tillid til livet, tillid til processen.
Det er tillid til at kunne møde og rumme det der sker. Tillid til at følelser kan rummes. Af klienten og af terapeuten.
Et typisk tema er ‘vrede’. Må den være her. Tør jeg vise den. Hvad vil der ske hvis jeg bliver vred? Vil terapeuten afvise mig? Bede mig om at slappe af? Blive vred over min vrede? Føle sig krænket?
At lade sorgen tage over og lade tårer og gråd slippe fri fra års indespærrethed kræver også tillid og kan være lige så svært som at udtrykke sin vrede.
En anden udfordring er tillidsfuldt at udtrykke sine tanker, positive som negative, uden frygt for at det er uintelligent, naivt, barnligt, klodset, grinagtigt, osv.
Dybest set er udfordringen at have tillid til at være i kontakten og mødet med et andet menneske uden at vide hvad der vil ske. Og tillid til at kunne håndtere de følelser og reaktioner som kontakten udløser.
Tillid til at frit at opleve og udtrykke følelser, tanker og sansninger er en nødvendighed for at vi kan vokse og udvikle os som mennesker. Det lyder godt og fint. Men det er rigtig svært.
Vi har så mange ideer og drømme om hvordan livet skal udfolde sig og de kan meget vel blive til begrænsninger for vores vækst og udvikling.
For hvordan kan vi være åbne og modtagelige for det der opstår i øjeblikket hvis vi allerede har bestemt os for hvor vi gerne vil hen? Når vi har bestemt os for hvordan livet skal være er vi ‘fanget’ og vi vil klage over livet fordi det ikke udfolder sig som vi ønsker det.
Det er en super svær øvelse for et godt terapeutisk forløb. Fordi det er oplagt at vi søger en terapeut med ønske om en forandring. Og oftest med et mål med forandringen. Målet kan stå i vejen for at vi opdager det vi ‘virkelig’ har brug for.
Til sidst bliver vi måske så tillidsfulde at vi ikke stoler på noget som helst andet end det livet præsenterer os for i dette øjeblik. Alt andet er noget vi allerede har oplevet og som såden ikke længere gyldigt, eller noget vi ikke har oplevet endnu og som sådan ikke virkeligt.
Små børn gør det. De kan det bare. Uden anstrengelse. Men jeg tror det tager lang tid for os voksne at genfinde tilliden til livet selv. Evnen til at møde nuet fordomsfrit og nysgerrigt i tillid til at livet vil os det godt!
Obs!! Dette er blot refleksioner over tillid og slet ikke gyldige som ‘sandhed’
Fra A Glimpse of Today af Sogyal Rinpoche:
“When we are in a negative frame of mind, it is only natural to doubt rather than to believe.
From a Buddhist point of view, doubt is a sign of a lack of complete understanding and a lack of spiritual education, but it is also seen as a catalyst in the maturing of faith. It is when we face doubts and difficulties that we discover whether our faith is a simplistic, pious, and conceptual one, or whether it is strong, enduring, and anchored in a deep understanding in the heart.
If you have faith, sooner or later it may well be put to the test, and wherever the challenge may come from—from within you or from outside—it is simply part of the process of faith and doubt.”
Fællesskab - Faglighed - Fordybelse
05/09/15 19:14
Her til aften gik jeg en dejlig lang tur efter en nærende, personligt fordybende og faglig dag i fællesskab.
Det er så dejligt at gå. Det er som om jeg indhenter mig selv. Som om hoved og tanker har brug for at møde resten af kroppen. Det sker for mig når jeg går. Gerne langt. Og gerne stille og roligt. Her til aften blev det en næsten to timer lang tur hvor mørket blev tættere og tættere omkring mig.
Da hoved, tanker og krop faldt i synk opstod en fysisk glæde og taknemmelighed over de fællesskaber jeg er en del af.
Det begyndte med en glæde over at være ID-Psykoterapeut.
I denne uge blev jeg kontaktet af en grædende og meget ulykkelig kvinde og hun fik en akut tid hvor det alene handlede om at få talt ud om den smertefulde oplevelse hun stod midt i. Dagen efter blev jeg kontaktet af en af hende og hendes mands nære venner, der ønskede for denne ulykkelige kvindes ulykkelige mand at han også fik en at tale med. Om den samme smertefulde oplevelse som han var den anden del af.
- Jeg anbefalede en god kollega!
Få dage efter mødte jeg parret i deres fælles smertefulde oplevelse. Og den ulykkelige mand kunne fortælle mig at alt havde ændret sig for ham efter han havde mødt min ID kollega. Det var ligesom blevet til før og efter mødet med min kollega. Han havde fået ro, forståelse og bevidsthed om hvad det var han var på vej igennem. Også selv om det fortsat vil være svært. Så efterlod mødet med min ID kollega ham med klarhed. Klarhed fordi han vidste hvad han bliver nød til at lære i sit liv.
Jeg blev så glad og tilfreds med at være en del af sådan et fællesskab. Et fællesskab der udtrykker så stor faglighed og skaber så afgørende muligheder for at mennesker kan vokse.
ID fællesskabet har udviklet sig igennem flere år. For mig stærkest repræsenteret igennem vores forening IDPF og de grupper der er opstået herigennem. Fagligt udvalg, etisk udvalg, supervisions-laboratoriet og vores årlige generalforsamlinger.
Da jeg gik der i skoven og overgav mig til en indre dyb ro, forstærkedes min opmærksomhed på hvor afhængig jeg er af nærende fællesskaber. Fællesskaber hvor jeg tør udfordre mine grænser, hvor jeg føler at jeg bliver taget vel imod, hvor jeg føler mig holdt af, hvor jeg oplever mening og hvor jeg genkender mening i de andre. Det giver mulighed for at jeg kan fordybe mig, for at jeg kan vokse og for at jeg kan udvide min bevidsthed. Det er betydningsfuldt!
Selve udgangspunktet for ID har forandret sig fordi Ole Vadum Dahl der uddannede mig i tidernes morgen også flytter sig. I dag er ID stærkt inspireret af det Integrale. Først stod ID for 'Integreret Dynamisk Psykoterapi', så blev det til 'Integrativ Dynamisk Psykoterapi' og nu er det 'Integral Dynamisk Psykoterapi'. Hele den integrale verden kender jeg ikke så godt, selv om jeg har læst lidt Ken Wilber. Men så inviterer vi i IDPF da bare Ole til en faglig dag hvor han vil fortælle os mere om den udvikling hans uddannelse nu er i. Så vi, der er en del af det fællesskab, også kan følge udviklingen i det vi alle er fælles om i udgangspunktet. Det er inspirerende!
Da jeg blev psykoterapeut fyldte ‘Essensarbejdet’ meget på ID uddannelsen og jeg gjorde det til min personlige udviklingsvej ved siden af mine mere professionelt faglige aktiviteter. Det er blevet til mange års essensarbejde, et stærkt fællesskab og en vidunderlig mulighed for at holde mig ‘vågen’ og for fortsat fordybelse.
I dag fik det så også en faglig betydning som jeg ikke lige havde regnet med. ProEssence er så småt sat i søen. Det er et træningsforløb for professionelle behandlere der starter til februar næste år. Men i dag mødtes Velusia og jeg med 8 behandlere, psykologer, psykoterapeuter og coaches for så småt at pejle os ind på uddannelsen.
Det var så rørende, kraftfuldt og meningsgivende at møde professionelle fra mere eller mindre samme ‘felt’. At opleve styrken i sådan et fællesskab kom lidt bag på mig. Men blev til en oplevelse af at noget er lykkedes. Noget jeg ikke vidste skulle være, men er på vej til at blive.
En gang var det fodboldholdet der var mit betydningsfulde fællesskab, ligesom det har været mine klassekammerater og min familie. I flere år var det min teatergruppe og i endnu flere år var det børnecenteret i Asylafdelingen. Nu er det i høj grad centreret om IDPF og Essensarbejde.
For et par weekender siden oplevede jeg for første gang en svedehytte ceremoni. En meget stærk oplevelse som har forsøgt at beskrive i et andet blogindlæg. Rob Larkin som stod for ceremonien beskrev hvordan vi vores kultur har mistet ‘cirklen’. Cirklen hvor vi viser vores taknemmelighed over for hinanden, stammen, livet, naturen, dyrene, guderne, det hellige.
Jeg tænker som eksempel på en klient der fortalte mig hvordan han i sit højt lønnede job udførte hvad han var ansat til. At han blev påskønnet og anerkendt for sit arbejde, men at han oplevede en smerte i at han ikke følte sig påskønnet som menneske. At han savnede at opleve at han som menneske havde en reel værdi for fællesskabet. Det er tankevækkende og bekymrende.
På min gåtur i dag fyldtes jeg af taknemmelighed for hvordan det ene fællesskab efter det andet har formået at ryste mig, forvirre mig og mest af alt nære mig. Og opleve at jeg i dag har fået plads i fællesskaber der på en måde får mig til at føle mig meget lille og ydmyg, og samtidig stærk og urokkelig.
Fællesskaber med mening, værdi og skønhed.
For nogle år siden, til en generalforsamling i IDPF, havde vi Sofie Kragh-Müller til at lave et oplæg om hvordan vi ‘brander’ os som psykoterapeuter. En ting hun sagde har sat sig fast i min hukommelse og jeg hører ofte mig selv gentage det. “Vær gavmild med dig selv”. Det du kan og det du ved som psykoterapeut, gennem din uddannelse, dine møder med klienter, din undervisning, dit fortsatte arbejde med dig selv og dit liv i det hele taget. Det er noget rigtig mange mennesker, eller måske bare et enkelt, kan bruge i sit liv til at vokse af, til at komme videre med, til at udvikle sig ved.
At de mennesker jeg møder i mine fællesskaber er gavmilde med sig selv. Det skaber stærke fællesskaber. Med gode og nærende forbindelser og med plads og mulighed for udvikling og vækst.
Sådanne fællesskaber er jeg en del af! Tak for det!
Det er så dejligt at gå. Det er som om jeg indhenter mig selv. Som om hoved og tanker har brug for at møde resten af kroppen. Det sker for mig når jeg går. Gerne langt. Og gerne stille og roligt. Her til aften blev det en næsten to timer lang tur hvor mørket blev tættere og tættere omkring mig.
Da hoved, tanker og krop faldt i synk opstod en fysisk glæde og taknemmelighed over de fællesskaber jeg er en del af.
Det begyndte med en glæde over at være ID-Psykoterapeut.
I denne uge blev jeg kontaktet af en grædende og meget ulykkelig kvinde og hun fik en akut tid hvor det alene handlede om at få talt ud om den smertefulde oplevelse hun stod midt i. Dagen efter blev jeg kontaktet af en af hende og hendes mands nære venner, der ønskede for denne ulykkelige kvindes ulykkelige mand at han også fik en at tale med. Om den samme smertefulde oplevelse som han var den anden del af.
- Jeg anbefalede en god kollega!
Få dage efter mødte jeg parret i deres fælles smertefulde oplevelse. Og den ulykkelige mand kunne fortælle mig at alt havde ændret sig for ham efter han havde mødt min ID kollega. Det var ligesom blevet til før og efter mødet med min kollega. Han havde fået ro, forståelse og bevidsthed om hvad det var han var på vej igennem. Også selv om det fortsat vil være svært. Så efterlod mødet med min ID kollega ham med klarhed. Klarhed fordi han vidste hvad han bliver nød til at lære i sit liv.
Jeg blev så glad og tilfreds med at være en del af sådan et fællesskab. Et fællesskab der udtrykker så stor faglighed og skaber så afgørende muligheder for at mennesker kan vokse.
ID fællesskabet har udviklet sig igennem flere år. For mig stærkest repræsenteret igennem vores forening IDPF og de grupper der er opstået herigennem. Fagligt udvalg, etisk udvalg, supervisions-laboratoriet og vores årlige generalforsamlinger.
Da jeg gik der i skoven og overgav mig til en indre dyb ro, forstærkedes min opmærksomhed på hvor afhængig jeg er af nærende fællesskaber. Fællesskaber hvor jeg tør udfordre mine grænser, hvor jeg føler at jeg bliver taget vel imod, hvor jeg føler mig holdt af, hvor jeg oplever mening og hvor jeg genkender mening i de andre. Det giver mulighed for at jeg kan fordybe mig, for at jeg kan vokse og for at jeg kan udvide min bevidsthed. Det er betydningsfuldt!
Selve udgangspunktet for ID har forandret sig fordi Ole Vadum Dahl der uddannede mig i tidernes morgen også flytter sig. I dag er ID stærkt inspireret af det Integrale. Først stod ID for 'Integreret Dynamisk Psykoterapi', så blev det til 'Integrativ Dynamisk Psykoterapi' og nu er det 'Integral Dynamisk Psykoterapi'. Hele den integrale verden kender jeg ikke så godt, selv om jeg har læst lidt Ken Wilber. Men så inviterer vi i IDPF da bare Ole til en faglig dag hvor han vil fortælle os mere om den udvikling hans uddannelse nu er i. Så vi, der er en del af det fællesskab, også kan følge udviklingen i det vi alle er fælles om i udgangspunktet. Det er inspirerende!
Da jeg blev psykoterapeut fyldte ‘Essensarbejdet’ meget på ID uddannelsen og jeg gjorde det til min personlige udviklingsvej ved siden af mine mere professionelt faglige aktiviteter. Det er blevet til mange års essensarbejde, et stærkt fællesskab og en vidunderlig mulighed for at holde mig ‘vågen’ og for fortsat fordybelse.
I dag fik det så også en faglig betydning som jeg ikke lige havde regnet med. ProEssence er så småt sat i søen. Det er et træningsforløb for professionelle behandlere der starter til februar næste år. Men i dag mødtes Velusia og jeg med 8 behandlere, psykologer, psykoterapeuter og coaches for så småt at pejle os ind på uddannelsen.
Det var så rørende, kraftfuldt og meningsgivende at møde professionelle fra mere eller mindre samme ‘felt’. At opleve styrken i sådan et fællesskab kom lidt bag på mig. Men blev til en oplevelse af at noget er lykkedes. Noget jeg ikke vidste skulle være, men er på vej til at blive.
En gang var det fodboldholdet der var mit betydningsfulde fællesskab, ligesom det har været mine klassekammerater og min familie. I flere år var det min teatergruppe og i endnu flere år var det børnecenteret i Asylafdelingen. Nu er det i høj grad centreret om IDPF og Essensarbejde.
For et par weekender siden oplevede jeg for første gang en svedehytte ceremoni. En meget stærk oplevelse som har forsøgt at beskrive i et andet blogindlæg. Rob Larkin som stod for ceremonien beskrev hvordan vi vores kultur har mistet ‘cirklen’. Cirklen hvor vi viser vores taknemmelighed over for hinanden, stammen, livet, naturen, dyrene, guderne, det hellige.
Jeg tænker som eksempel på en klient der fortalte mig hvordan han i sit højt lønnede job udførte hvad han var ansat til. At han blev påskønnet og anerkendt for sit arbejde, men at han oplevede en smerte i at han ikke følte sig påskønnet som menneske. At han savnede at opleve at han som menneske havde en reel værdi for fællesskabet. Det er tankevækkende og bekymrende.
På min gåtur i dag fyldtes jeg af taknemmelighed for hvordan det ene fællesskab efter det andet har formået at ryste mig, forvirre mig og mest af alt nære mig. Og opleve at jeg i dag har fået plads i fællesskaber der på en måde får mig til at føle mig meget lille og ydmyg, og samtidig stærk og urokkelig.
Fællesskaber med mening, værdi og skønhed.
For nogle år siden, til en generalforsamling i IDPF, havde vi Sofie Kragh-Müller til at lave et oplæg om hvordan vi ‘brander’ os som psykoterapeuter. En ting hun sagde har sat sig fast i min hukommelse og jeg hører ofte mig selv gentage det. “Vær gavmild med dig selv”. Det du kan og det du ved som psykoterapeut, gennem din uddannelse, dine møder med klienter, din undervisning, dit fortsatte arbejde med dig selv og dit liv i det hele taget. Det er noget rigtig mange mennesker, eller måske bare et enkelt, kan bruge i sit liv til at vokse af, til at komme videre med, til at udvikle sig ved.
At de mennesker jeg møder i mine fællesskaber er gavmilde med sig selv. Det skaber stærke fællesskaber. Med gode og nærende forbindelser og med plads og mulighed for udvikling og vækst.
Sådanne fællesskaber er jeg en del af! Tak for det!
Kirstine og Zeus
05/08/15 19:11
| Kirstine og Zeus |
HorseEye
Hestekursus Jeg har afholdt hestekursus med Birgitte igen og er glad og ydmyg over at opleve hvordan mødet mellem heste og kursusdeltagere rører os alle dyb og langt inde i hjertet. Hestene møder os. Hestene har ingen dagsorden, masker eller meninger om hvordan livet burde være. I hvert møde får vi en autentisk spejling. Deltagerne støtter hinanden i et fælles ønske om at turde finde sig selv. Igen og igen. Det er noget af det magiske og vidunderlige ved livet. Vi kan blive ved med at lade os finde. Vi kan blive ved med at søge. Os selv, den anden og hinanden. Fra weekendens kursus og mødet med Birgittes heste, Chico, Indy og Zeus tager jeg (igen) en værdifuld oplevelse med hjem. Udover de hjerteåbnende møder mellem heste og modige deltagere, udover de kraftfulde cirkler og udover en smuk sommerdag i naturen. Fra dette kursus tager jeg en særlig gave med hjem. At jeg som kæreste kan blive ved med at finde og genfinde min elskede. Hvis jeg tør. Hvis jeg igen og igen vælger at gøre mig umage. Hvis jeg formår at holde mig vågen. Hvis jeg ikke tillader mig selv at falde i søvn i vaner, rutiner og frygt. Vi taler om at et forhold kan dø hvis der ikke er udvikling, og vi giver hinanden ansvaret for om vi udvikler os eller ej. Der er en særlig styrke i at tage det fulde ansvar for min udvikling. I mit forhold, i mit job og i mit liv. Jeg vil ikke give det ansvar fra mig. Så jeg vil tage ansvar for at finde min kæreste igen og igen. Og igen. Og jeg tror det vil betyde at jeg finder mig selv igen og igen. Som parterapeut har jeg fokus på villigheden til at gøre sig umage. Og nu er det tydeligere hvori umagen ligger. Vil vi blive ved med at lede efter den anden? Vil vi blive ved med at lade os finde? Vi skal bag masker, forventninger og forestillinger. Vi skal ind til sjælen, ind til essensen. Der hvor der er sand kontakt. Sjæl til sjæl. Nøgent, åbent, sårbart. Der hvor vi mærker livets puls igennem os. Det er et arbejde med tillid, overgivelse, hengivelse, styrke, kærlighed og ja, en meget stor del sårbarhed. Hvor længe skal vi gemme os? Hvis du er nysgerrig på vores kurser, så læs mere her: Horse Contact Du finder os også på Facebook Og skulle du have mod på session hos mig. Individuelt eller med din kæreste, så læs mere her: Human Contact Og kan du huske ‘Den Sidste Mohikaner’? Og den helt vidunderligt smukke sang, som du kan lytte til her: “I will find you” Gode hilsner Claus Tilmeld dig mit NYHEDSBREV
I will find you!
05/07/15 19:09
I WILL FIND YOU!
Nu kommer jeg og finder dig! Borte - tit tit. Gemmelegen vi elskede som små børn. Når vi stod med hovedet bag et gardin med resten af kroppen synlig og troede at ingen kunne se os. Vi holdt bare hænderne for øjnene og så var vi væk. Og fryden ved at blive fundet. Begejstringen over det gode gemmested. Kom nu! Find mig! Giv lyd!
Jeg finder dig!
En dyb længsel i os handler om at blive fundet. Måske genfindes. Vi ønsker at nogen finder os. At nogen holder så meget af os at de vil lede efter os. Og blive ved med at lede. Jeg er blevet væk fra mig selv, jeg er blevet væk fra mine forældre, fra min elskede. Er der nogen der kan finde mig? Er der nogen der vil finde mig?
Tør jeg blive fundet?
Vi ved godt at vi gemmer os bag masker, facader og holdninger der passer ind i det liv vi har skabt og den mening om livet vi har tilegnet os. Det gælder ikke bare nogle få af os. Det gælder de allerfleste af os. Ja måske er der i virkeligheden meget meget få undtagelser. Vi gemmer os og vi ønsker at blive fundet. Vi er bange for at trække gardinet væk, bange for at vi ikke vil blive elsket bag ved vores fine masker. Men samtidig er det jo først derfra vi kan tro på kærligheden. Kan du elske mig som den jeg er? Vil du hjælpe mig med at være mig - derfra?
Nu kommer jeg og finder dig! Borte - tit tit. Gemmelegen vi elskede som små børn. Når vi stod med hovedet bag et gardin med resten af kroppen synlig og troede at ingen kunne se os. Vi holdt bare hænderne for øjnene og så var vi væk. Og fryden ved at blive fundet. Begejstringen over det gode gemmested. Kom nu! Find mig! Giv lyd!
Jeg finder dig!
En dyb længsel i os handler om at blive fundet. Måske genfindes. Vi ønsker at nogen finder os. At nogen holder så meget af os at de vil lede efter os. Og blive ved med at lede. Jeg er blevet væk fra mig selv, jeg er blevet væk fra mine forældre, fra min elskede. Er der nogen der kan finde mig? Er der nogen der vil finde mig?
Tør jeg blive fundet?
Vi ved godt at vi gemmer os bag masker, facader og holdninger der passer ind i det liv vi har skabt og den mening om livet vi har tilegnet os. Det gælder ikke bare nogle få af os. Det gælder de allerfleste af os. Ja måske er der i virkeligheden meget meget få undtagelser. Vi gemmer os og vi ønsker at blive fundet. Vi er bange for at trække gardinet væk, bange for at vi ikke vil blive elsket bag ved vores fine masker. Men samtidig er det jo først derfra vi kan tro på kærligheden. Kan du elske mig som den jeg er? Vil du hjælpe mig med at være mig - derfra?