Kærlighed
We are never so vulnerable as when we love
24/02/17 14:33
“We are never so vulnerable as when we love”
“Vi er aldrig mere sårbare end når vi elsker”. Sådan oversætter jeg citatet fra vores gamle ven Sigmund Freud.
Jeg har afholdt en vidunderlig workshop for par, hvor de deltagende mænd og kvinder i en let, glad og fokuseret stemning gik på opdagelse i hvad der for dem er det mest værdifulde ved at være sammen.
Det er så fint, så meningsfuldt og så livsbekræftende at være vidne til og deltager på sådan en dag. Jeg provokerer ikke noget frem, jeg forsøger ikke at få nogen til at overskride grænser og jeg understreger værdien af at sige fra hvis noget går for tæt på.
Det er så fint…… Fint er et godt ord, så jeg bruger det igen. Fint, skrøbeligt, sårbart og smukt. Fordi alene det at vi mødes for at ære kærligheden, deltagernes kærlighedsforhold, gør at det er kærligheden selv der møder op. Det er kærlighedens kraft, skønhed, magi og intelligens der følger os igennem dagens enkle program. Og det er kærligheden der lader sig berige, bevidstgøre og udfordre. Fordi vi er samlet i kærlighedens navn.
Jeg fik et par vidunderlige tilbagemeldinger fra dagen som du kan læse herunder.
Sia og jeg tog også afsted på kærlighedsworkshop. Vi tog til Nørre Snede for at være sammen med 41 andre par i tre dage under Neel Fastings vidunderlige, kompetente og omsorgsfulde vejledning ind i bevidsthed, seksualitet og selvudvikling. Vi arbejder med nærvær, bevidsthed, meditation og de instinktive iboende kræfter der ligger som latente resourcer i vores krop, følelse og bevidsthed. Det var den første af 4 workshops og det var en inspirerende og stærk oplevelse.
Jeg har arbejdet meget med mig selv (det har jeg altså
men det er fortsat sårbart at udtrykke sig selv i dans, bevægelse og ord foran så mange mennesker og så med sin kvinde ved sin side. Det er som om min personligheds stive udtryk, der jo har berettigelse som beskytter af min blødhed, bliver dobbelt tydelige. De sidder ligesom ekstra fast, som masker der har siddet der for længe. Masker der er groet fast med deres indbyggede overbevisninger om hvem og hvad jeg er og hvordan jeg derfor bør optræde og vise mig frem.
Det løsner sig, lidt ad gangen, masken krakelerer og ind i sprækkerne kommer der lys og bevidsthed.
Og liv.
Liv der ryster, liv der glæder, liv der ophidser. Masser af liv. Også liv der skræmmer!
Jeg nyder skønhed, liv og glæde og jeg forsøger at skabe det så godt jeg kan. Det er en udfordring og jeg falder i staver foran Facebook og Netflix (som jeg elsker). Men jeg vågner heldigvis op igen og igen, hvilket jeg beder til den guddommelige intelligens at jeg vil formå at blive ved med.
Skønhed, liv og glæde på de kurser jeg selv deltager på og for de deltagere og klienter der besøger mig via mit job.
Jeg laver debataftener hvor det handler om ‘Det modige hjerte’, på mine workshops handler det om ‘Kærlighed og Nærvær’ i parforholdet og på hestekurserne i Horse Contact handler det om den åbne kontakt og personlige kraft der kan opleves i mødet med en hest.
Fællesnævnere er sårbarhed, kraft, nærvær og bevidsthed.
Brené Brown har udtrykt at vi ikke kan være modige uden at møde vores sårbarhed. “You can’t get to courage without walking through vulnerability"
Jeg ser det som vores udfordring hver især at finde det niveau af mod som vi er parate til at møde vores sårbarhed igennem. Og det er vidunderligt nok forskelligt for os alle. For dig og for mig. Det må ikke være for lidt og det må ikke være for meget. Det kræver tid, tålmodighed og omsorg.
Og jeg forsøger hver dag at komme klienter og kursister i møde. Lige der hvor de kan mødes på deres sårbarhed. Og det er sådan jeg møder min sårbarhed. Næsten hver dag i møder med mennesker der har brug for at jeg er modig nok til at blive lidt længere ved en følelse, en tanke, en oplevelse eller en drøm. At jeg tør forstyrre, at jeg tør lade mig bevæge, at jeg tør være sårbar.
(Det er ikke hvergang det sker, heller ikke hver dag og det sker også at jeg ‘fejler’ - ellers ville det jo ikke være sårbart. Der er klienter der kun kommer en gang, der er grupper der melder fra og kurser der ikke bliver til noget)
Men hvor er det smukt når det sker. Det kan være kraftfuldt, det kan være smertefuldt, sorgfuldt. Det kan være visdom, naivitet, skrøbelighed. Men det er altid ‘nøgent’ og ind i mellem er det møder med noget der opleves som guddommeligt. Som sjælsmøder.
A.H. Almaas udtrykker det bl.a. sådan her:
“Vulnerability becomes the door to intimacy, to being ourselves, to being real, to being where we are.
But for that to happen, we have to be vulnerable to what is.
Being vulnerable means that our soul is open for things to arise in it. It is not defended”
Snart bliver det forår, dagene er allerede blevet mærkbart længere og lyset gør mig godt. Jeg vender tilbage med flere nyhedsbreve som jeg deler med glæde. Hvis de ikke finder mening for dig, så må du endelig afmelde dem. Og hvis du finder dem meningsfulde og tænker at de kan inspirere venner eller familie, så del dem endelig.
Mange kærlige hilsner
Claus
Anbefalinger fra Kærlighed og Nærværs dagen:
K og jeg deltog i går i en workshop hos Claus V. Nielsen med titlen "kærlighed og nærvær".
Det blev en fantastisk dag med så mange forløsninger, indsigter, fordybelser og ja - Kærlighed og Nærvær.
Jeg kan så meget anbefale Claus' workshop til alle der ønsker at blive klogere på sig selv, deres partner og kærligheden.
Claus holder rummet, personerne og følelserne på den fineste måde, så der skabes plads til at være dig og lade det ske som skal ske.
Tusind tak for en vidunderlig dag Claus - den mærkes stadigt så tydeligt i hele kroppen. Vi ses igen - for denne workshop kan sagtens gentages.
A og K
"1000 tak for en fantastisk dag i lørdags. Det har virkelig været en gave. Det var en stor og berigende oplevelse for os begge"
R og L
Læs mere her:
Kærlighed og Nærvær
Horse Contact
“Vi er aldrig mere sårbare end når vi elsker”. Sådan oversætter jeg citatet fra vores gamle ven Sigmund Freud.
Jeg har afholdt en vidunderlig workshop for par, hvor de deltagende mænd og kvinder i en let, glad og fokuseret stemning gik på opdagelse i hvad der for dem er det mest værdifulde ved at være sammen.
Det er så fint, så meningsfuldt og så livsbekræftende at være vidne til og deltager på sådan en dag. Jeg provokerer ikke noget frem, jeg forsøger ikke at få nogen til at overskride grænser og jeg understreger værdien af at sige fra hvis noget går for tæt på.
Det er så fint…… Fint er et godt ord, så jeg bruger det igen. Fint, skrøbeligt, sårbart og smukt. Fordi alene det at vi mødes for at ære kærligheden, deltagernes kærlighedsforhold, gør at det er kærligheden selv der møder op. Det er kærlighedens kraft, skønhed, magi og intelligens der følger os igennem dagens enkle program. Og det er kærligheden der lader sig berige, bevidstgøre og udfordre. Fordi vi er samlet i kærlighedens navn.
Jeg fik et par vidunderlige tilbagemeldinger fra dagen som du kan læse herunder.
Sia og jeg tog også afsted på kærlighedsworkshop. Vi tog til Nørre Snede for at være sammen med 41 andre par i tre dage under Neel Fastings vidunderlige, kompetente og omsorgsfulde vejledning ind i bevidsthed, seksualitet og selvudvikling. Vi arbejder med nærvær, bevidsthed, meditation og de instinktive iboende kræfter der ligger som latente resourcer i vores krop, følelse og bevidsthed. Det var den første af 4 workshops og det var en inspirerende og stærk oplevelse.
Jeg har arbejdet meget med mig selv (det har jeg altså
men det er fortsat sårbart at udtrykke sig selv i dans, bevægelse og ord foran så mange mennesker og så med sin kvinde ved sin side. Det er som om min personligheds stive udtryk, der jo har berettigelse som beskytter af min blødhed, bliver dobbelt tydelige. De sidder ligesom ekstra fast, som masker der har siddet der for længe. Masker der er groet fast med deres indbyggede overbevisninger om hvem og hvad jeg er og hvordan jeg derfor bør optræde og vise mig frem.Det løsner sig, lidt ad gangen, masken krakelerer og ind i sprækkerne kommer der lys og bevidsthed.
Og liv.
Liv der ryster, liv der glæder, liv der ophidser. Masser af liv. Også liv der skræmmer!
Jeg nyder skønhed, liv og glæde og jeg forsøger at skabe det så godt jeg kan. Det er en udfordring og jeg falder i staver foran Facebook og Netflix (som jeg elsker). Men jeg vågner heldigvis op igen og igen, hvilket jeg beder til den guddommelige intelligens at jeg vil formå at blive ved med.
Skønhed, liv og glæde på de kurser jeg selv deltager på og for de deltagere og klienter der besøger mig via mit job.
Jeg laver debataftener hvor det handler om ‘Det modige hjerte’, på mine workshops handler det om ‘Kærlighed og Nærvær’ i parforholdet og på hestekurserne i Horse Contact handler det om den åbne kontakt og personlige kraft der kan opleves i mødet med en hest.
Fællesnævnere er sårbarhed, kraft, nærvær og bevidsthed.
Brené Brown har udtrykt at vi ikke kan være modige uden at møde vores sårbarhed. “You can’t get to courage without walking through vulnerability"
Jeg ser det som vores udfordring hver især at finde det niveau af mod som vi er parate til at møde vores sårbarhed igennem. Og det er vidunderligt nok forskelligt for os alle. For dig og for mig. Det må ikke være for lidt og det må ikke være for meget. Det kræver tid, tålmodighed og omsorg.
Og jeg forsøger hver dag at komme klienter og kursister i møde. Lige der hvor de kan mødes på deres sårbarhed. Og det er sådan jeg møder min sårbarhed. Næsten hver dag i møder med mennesker der har brug for at jeg er modig nok til at blive lidt længere ved en følelse, en tanke, en oplevelse eller en drøm. At jeg tør forstyrre, at jeg tør lade mig bevæge, at jeg tør være sårbar.
(Det er ikke hvergang det sker, heller ikke hver dag og det sker også at jeg ‘fejler’ - ellers ville det jo ikke være sårbart. Der er klienter der kun kommer en gang, der er grupper der melder fra og kurser der ikke bliver til noget)
Men hvor er det smukt når det sker. Det kan være kraftfuldt, det kan være smertefuldt, sorgfuldt. Det kan være visdom, naivitet, skrøbelighed. Men det er altid ‘nøgent’ og ind i mellem er det møder med noget der opleves som guddommeligt. Som sjælsmøder.
A.H. Almaas udtrykker det bl.a. sådan her:
“Vulnerability becomes the door to intimacy, to being ourselves, to being real, to being where we are.
But for that to happen, we have to be vulnerable to what is.
Being vulnerable means that our soul is open for things to arise in it. It is not defended”
Snart bliver det forår, dagene er allerede blevet mærkbart længere og lyset gør mig godt. Jeg vender tilbage med flere nyhedsbreve som jeg deler med glæde. Hvis de ikke finder mening for dig, så må du endelig afmelde dem. Og hvis du finder dem meningsfulde og tænker at de kan inspirere venner eller familie, så del dem endelig.
Mange kærlige hilsner
Claus
Anbefalinger fra Kærlighed og Nærværs dagen:
K og jeg deltog i går i en workshop hos Claus V. Nielsen med titlen "kærlighed og nærvær".
Det blev en fantastisk dag med så mange forløsninger, indsigter, fordybelser og ja - Kærlighed og Nærvær.
Jeg kan så meget anbefale Claus' workshop til alle der ønsker at blive klogere på sig selv, deres partner og kærligheden.
Claus holder rummet, personerne og følelserne på den fineste måde, så der skabes plads til at være dig og lade det ske som skal ske.
Tusind tak for en vidunderlig dag Claus - den mærkes stadigt så tydeligt i hele kroppen. Vi ses igen - for denne workshop kan sagtens gentages.
A og K
"1000 tak for en fantastisk dag i lørdags. Det har virkelig været en gave. Det var en stor og berigende oplevelse for os begge"
R og L
Læs mere her:
Kærlighed og Nærvær
Horse Contact
Et par tanker om hjælp
05/02/17 19:23
Jeg tror, at noget af det store og smukke her i livet er at forpligte sig.
Når vi er til stede, når vi er nærværende og tager livet på os, så er der tale om en indre forpligtelse, der er med til at gøre livet meningsfuldt.
Jeg er ikke i tvivl om, at mennesker, der tilbyder andre deres hjælp, også inviterer sig selv ind i livet på en større, smukkere og mere sand måde.
Kærlighed - et vågent og intimt forhold til dig selv
01/01/17 16:21
Kærlighed
At leve – at lære – at elske – at være
Kærlighed kræver et vågent og intimt indre forhold til sig selv og sin krop, og en forståelse af at oplevelsen af kærlighed er indre, at kærlighed er en essentiel kvalitet i mange nuancer som er en del af vores væren.
Kærlighed i mellem to mennesker lykkes i det øjeblik hvor den ikke er afhængig af den anden, men hvor de begge i kærlighedsmødet værdsætter den andens væren.
Kærlighed og sex kan godt være adskilt, sex uden kærlighed er ”som et godt nys”, mens sex med kærlighed er et valg som giver fylde og mening, som heler, udvikler og nærer.
Kærlighed er passion, erotik, lidenskab, saft, kraft og begær.
Kærlighed er sødme, romantik, måneskin og musik.
Kærlighed er medfølelse, omsorg, ømhed og blidhed.
Kærlighed er til livet, til medmennesker, medskabninger og til skabelsen selv.
Kærlighed er et valg.
Kærlighed er åbenhed over for det, som er, nysgerrighed ved at møde det, alene for glæden ved at møde, kende og se.
Kærligheden bliver renere, kraftigere, smukkere, stærkere, mere intim og lidenskabelig i takt med at vi udvikler os til selvstændige, frie og aktualiserede mennesker.
Kærligheden bliver mindre, betinget og ufri, når vi er identificeret med alt det vi mangler og ikke har, når vi søger den uden for os selv, når vi er afhængige af accept, bekræftelse, samhørighed og ”den anden”.
Kærlighed er også om kærlighedsmøder mellem to elskende. Og et smukt billede er når det fysiske møde også er et bevidsthedsmøde, et møde i og med hjertet, hvor vi elsker ved at se og blive set i vores essens.
Når kærlighed er et møde hvor vi vidner, ærer og helligholder vores essentielle natur. På den måde opdager vi fortsat os selv og på den måde kan vi gensidigt skabe os selv, i en proces, i et kreativt nu, i et skabende nærvær. - Det kræver autencitet, sårbarhed og modenhed.
Når jeg elsker at se og møde essensen hos den anden i vores kærlighedsmøde, oplever jeg også at den anden er et unikt individ og forskellig fra mig. Kærligheden anerkender den anden helt og fuldstændigt. Og jeg oplever at jeg ikke er alene i verden.
Kærlighedsmødet giver healing og fred til min dybeste frygt omkring den eksistentielle isolation. Jeg oplever nu at den anden er adskilt fra mig, og derfor også eksisterer uden mig.
Kærlighed er en oplevelse, et nærvær, en proces. Det er sanser, følelser og tanker.
Når kærlighed til mig selv og til livet er en oplevelse der vibrerer i enhver celle, i alle mine organer, muskler og nervetråde. Når mine fingre og krop mærker og sanser kærlighed, når hjertet føler og oplever kærlighed, og når hjernen med ordet beskriver hjertets oplevelse.
- Så elsker jeg!
Det er som et skift i mellem to måder at være i verden på.
Normalt og for det meste er jeg ikke opmærksom på min vejrtrækning som et indre livets kærtegn der bekræfter et vidunderligt magisk mysterium, livets puls.
Normalt reagerer jeg automatisk og vanemæssigt på mine omgivelser, jeg følger, uden at give det opmærksomhed, nogle gamle plovfurer og dybe spor i mine reaktionsmønstre, jeg gentager mig selv igen og igen.
Ikke nødvendigvis med smerte eller lidelse, ofte med behag og behovstilfredsstillelse, men ubevidst, uden nærvær, uden intimitet.
Nogen gange skifter min opmærksomhed til et essentielt og meget intimt nærvær.
Og så er jeg konge i mit eget rige, et dynamisk , farverigt, magisk og helt igennem smukt, fantastisk univers.
Måske er universet ikke kærlighed alene, men jeg elsker at være der!
Jeg elsker at orientere mig i verden herfra, jeg elsker de muligheder der opstår, jeg elsker de forskellige nuancer og variationer jeg ser og møder.
Nogen gange er jeg konge, og sidder magtfuld og stærk på min trone, i kontakt med rigdom og overflod, medfølende, storsindet og retfærdig.
Nogen gange er jeg en hjertets kriger der sårbart og åbent, med frygten som følgesvend påtager mig kærlighedens mission, en ridder der tager kampen op med ildsprudlende drager forklædt som normer og rigide adfærdsregler.
Eller vismanden der med et glimt i øjet og magien som redskab, forvandler og transformerer, vismanden der oplever sig som en medskabende del af universets mystik og vidunder.
Nogen gange er jeg narren der legende, smilende og med en champagnebrusende boblen i alle mine celler kaster mig ubekymret og fri ind i livets hvirvler af spøgefuld kreativ manifestation. ”Let’s try it on!”
Alle variationer og nuancer bliver oplevet i et skær af fantastiske farver, diamanter, juveler, guld og rigdom, det er i disse oplevelser jeg mærker overflod.
Overflod som et indre fænomen, som paradis på jord.
At elske er en kunst som Fromm beskriver det, han skriver også at det er noget vi skal træne, noget vi skal lære, noget som kræver sand ydmyghed, mod, tro og selvdisciplin – det er en stor opgave.
Kærlighed er også smerten ved at vokse og udvikle sig. Når vores hjerte udvider sig og vores evne til at elske vokser, så kræver det mere plads end det selvbillede og den følelseskrop vi lever med og opholder os i, noget sprækker og åbner sig, og det må vi tillade. Vi må nødvendigvis møde de blokeringer og den historie der knytter sig til vores tilbageholdenhed, til vores mindreværd og vores fastlåste selvbillede.
Og det gør ondt. Og den smerte må vi være voksne og modne til at forstå og til at bære.
Og den smerte må vi vælge og tage på os som et vilkår ved at udvikle sig, ved at øge sin bevidsthed og ved styrke sin kapacitet til at rumme al den ild, kraft, lidenskab, medfølelse, omsorg og kærlige nærvær som bor i os.
Som vi dybest set aldrig har mistet, men som vi har lagt låg på, kapslet inde, og undertrykt for at kunne overleve og for at få en bid af den begrænsede kærlighed og accept vores forældre og vores omgivelser havde adgang til at udtrykke og give.
Ved at lære at elske, helt og fuldt, som et voksent selvansvarligt og enestående individ, vil vi på den måde hele vores familiesår, vores familie historie.
I mødet med Gud, Universets Moder, Urhavet, altings oprindelse, får jeg måske spørgsmålet: ”Hvor meget har du elsket?”
Det ville være dejligt at kunne svare: ”Med hele mit hjerte”.
Lad os mødes i frygt
23/06/15 19:07
Lad os mødes i frygt
"Har du en tid i morgen? Vi har virkelig brug for din hjælp!"
Med en god følelse af at være værdifuld tager jeg imod parret næste morgen. Det er stadig med en lille nervøs sammentrækning i mave og bryst at jeg beder dem tage plads og selv sætter mig foran dem i stolen. Jeg kender så godt følelsen af utilstrækkelighed, længsel og frustration. Og jeg ved hvor svært det kan være at løse op for en dialog der har låst sig fast. Fordi det virker nytteløst at blotte sig igen. Fordi det er tryggere at forblive inde i sin skal. Fordi der ikke er nogen der skal fortælle mig hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Fordi jeg ikke længere magter at være så sårbar, så skrøbelig og så nøgen. Indeni siger jeg ja til min nervøse sammentrækning. "Du må gerne være her! Det er fint at du er her." Jeg fornemmer tillid og styrke og spørger hvem der vil starte. Sessionen blotter hans utilstrækkelighed og hendes længsel. Modigt stiller de op til at svare på mine spørgsmål, åbent mærker de hvad der sker i kroppen, hvilke følelser de har kontakt til og med en vis modstand accepterer de at holde deres domme og vurderinger tilbage for en stund. "Hvordan holder vi fast i den her følelse af kontakt, af nærvær og samhørighed?" Jeg holder så meget af det spørgsmål! Og sammen undersøger vi hvad det vil sige at gøre sig umage, hvilke indstillinger til livet, til sig selv og til hinanden der befordrer og styrker nærværet og kærligheden. Igen og igen dukker temaet op: "Hvordan holder vi os levende?" "Hvordan holder jeg mig levende?" For min egen skyld, for din skyld og for hele verdens skyld. Tør jeg? Vil jeg? Kan jeg? Det er så vidunderligt smukt og rørende at se skjolde blive sænket, panser blive gennembrudt og hjerter åbne sig i sårbare møder hvor det der opleves lige nu får opmærksomhed, bliver set og mødt. Og hvor nysgerrigheden fører os videre af veje der på samme tid er magiske og skræmmende. Veje i livet vi elsker og frygter. Det giver så god mening at vi mødes i frygten, at vi mødes der hvor vi ikke tør gå længere. At vi stopper op, giver tid, trækker vejret. Og at vi så tager hinanden i hånden og vælger at følges ad - lidt længere - igen og igen. Sikke en rejse, sikke et liv! Efter mødet sidder jeg tilbage med varme og glæde i brystet - dybt taknemmelig og tilfreds. Human Contact v/ Claus Verner Nielsen
"Har du en tid i morgen? Vi har virkelig brug for din hjælp!"
Med en god følelse af at være værdifuld tager jeg imod parret næste morgen. Det er stadig med en lille nervøs sammentrækning i mave og bryst at jeg beder dem tage plads og selv sætter mig foran dem i stolen. Jeg kender så godt følelsen af utilstrækkelighed, længsel og frustration. Og jeg ved hvor svært det kan være at løse op for en dialog der har låst sig fast. Fordi det virker nytteløst at blotte sig igen. Fordi det er tryggere at forblive inde i sin skal. Fordi der ikke er nogen der skal fortælle mig hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Fordi jeg ikke længere magter at være så sårbar, så skrøbelig og så nøgen. Indeni siger jeg ja til min nervøse sammentrækning. "Du må gerne være her! Det er fint at du er her." Jeg fornemmer tillid og styrke og spørger hvem der vil starte. Sessionen blotter hans utilstrækkelighed og hendes længsel. Modigt stiller de op til at svare på mine spørgsmål, åbent mærker de hvad der sker i kroppen, hvilke følelser de har kontakt til og med en vis modstand accepterer de at holde deres domme og vurderinger tilbage for en stund. "Hvordan holder vi fast i den her følelse af kontakt, af nærvær og samhørighed?" Jeg holder så meget af det spørgsmål! Og sammen undersøger vi hvad det vil sige at gøre sig umage, hvilke indstillinger til livet, til sig selv og til hinanden der befordrer og styrker nærværet og kærligheden. Igen og igen dukker temaet op: "Hvordan holder vi os levende?" "Hvordan holder jeg mig levende?" For min egen skyld, for din skyld og for hele verdens skyld. Tør jeg? Vil jeg? Kan jeg? Det er så vidunderligt smukt og rørende at se skjolde blive sænket, panser blive gennembrudt og hjerter åbne sig i sårbare møder hvor det der opleves lige nu får opmærksomhed, bliver set og mødt. Og hvor nysgerrigheden fører os videre af veje der på samme tid er magiske og skræmmende. Veje i livet vi elsker og frygter. Det giver så god mening at vi mødes i frygten, at vi mødes der hvor vi ikke tør gå længere. At vi stopper op, giver tid, trækker vejret. Og at vi så tager hinanden i hånden og vælger at følges ad - lidt længere - igen og igen. Sikke en rejse, sikke et liv! Efter mødet sidder jeg tilbage med varme og glæde i brystet - dybt taknemmelig og tilfreds. Human Contact v/ Claus Verner Nielsen
Smerte
01/06/15 19:05
SMERTE
Smerte, frygt, sorg, vrede, svigt og afvisning
Kærlighedsforholdet mellem en mand og en kvinde er det mest fantastiske og det mest forfærdelige jeg ved af i mit liv.
Jeg kender ikke andre områder hvor så mange skræmmende følelser kan være levende i min krop på en gang. Tanker der tager mig med fastlåste sætninger der ikke er nogen udvikling i. Tankerne formulerer sig i vrede sætninger, bebrejdende sætninger, krænkede sætninger. Og de bliver bare ved. Følelserne af svigt, frygt, vrede og afvisning tumler rundt i mave og bryst og så snart den ene holder op kommer den anden lige bag efter.
Kroppen er stresset, oppe at køre, kan ikke finde hvile eller ro. Hjertet hamrer i brystet, maven knuger sig sammen og al energien fiser op i hovedet som prøver at samle det hele sammen til en vej videre.
Systemet er på “Red Alert!
En vej videre med anstændigheden, omsorgen og kærligheden i behold. Vejen må være sårbarhed. At turde mærke mit mindreværd. Nu er jeg her igen. Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er svag. Et offer. En taber. Turde mærke det hele. Være i det, være med det.
Sårbarhed som at stå nøgen i oplevelsen, at blive set, mest af sig selv, men også af den skræmmende og betydningsfulde anden. Sårbarheden som redskabet til at lade min sjæl skinne igennem min personlighed.
Min personlighed er bange, utryg og gået i offer tilstand. Det er nu cellerne i min krop kalder på trøst hos min mor. Kom nu mor, giv mig din gyldne honning, smelt sammen med mig. Vis mig at verden er tryg og sikker. Omslut mig af din kærlighed.
Større end min personlighed er min sjæl, min essens, mit sande selv. Som det jeg ved og tror på, det jeg ville ønske jeg kunne efterleve. Det mit hjerte længes efter at leve.
I den nøgne sårbarhed kan jeg møde smerten, hvis jeg tør. Og sårbarhed hjælpe mig til at blive i det sorte skræmmende sted der åbner sig. Isolationen, kulden, hadet!
Kærlighedsforholdet rummer den mulighed for mig, mere end noget andet. Måske fordi jeg mangler andre oplevelser af den dimension.
Muligheden for at stå i smerten, at blive der tålmodigt og vedholdende. Ikke at skulle skjule den, ikke dulme den, ikke flygte fra den. Bare møde den. At have modet til at mærke hvad den vil fortælle mig.
Smerten er knyttet til frygten for at miste. Og det noget er det mest betydningsfulde i mit liv. Hende jeg elsker. Det er interessant så meget smerte det forvolder at have gjort et andet menneske så betydningsfuldt. Jeg har været i kontakt med oplevelsen flere gange. Med forskellig intensitet. Og forskellig polaritet. At være på den ene eller anden side af smerten. Være den der føler ansvaret for at forvolde og være den der tager ansvaret for være forvoldt. Og nogle af oplevelserne står selv efter rigtig mange år så stærke frem at de lægger sig oven i den oplevelse jeg er i lige nu.
Der er så meget irrationalitet i oplevelsen. Hvad så hvis hun vil noget andet en mig? Det er da dybest set menneskeligt og naturligt at vi er forskellige. At vi orienterer os i hver sit univers og oplever virkeligheden forskelligt.
Dialog (og diskussion) bliver så formålsløs når vi forsøger at fortælle hinanden om vores univers og virkeligheder uden oprigtig interesse i at forlade os selv og gå på opdagelse i den anden. Og det formålsløse bliver på forunderlig vis tilfredsstillende for deri ligger bekræftelsen på alle mine antagelser. Og begrundelsen for hvor jeg ikke skal udvide mig, ændre mig. Formålsløsheden tager mig og sikrer at jeg ikke bliver til noget andet end den jeg er.
Det ligger på den måde helt i oplevelsens natur at magtesløshed er nødvendig for at fastholde mig selv som den jeg er. Og på den måde giver det mening at magtesløshed er en acceptabel omend ubehagelig følelse. Hvis jeg slipper -løshed, så står jeg tilbage med magt. At turde se mig selv som magtfuld, som skaber og medskaber at mit liv. Tage magten til mig. Det er for alvor skræmmende!
Smerten hører til min personligheds ideer og overbevisninger om hvordan mit kærlighedsliv bør se ud. Og som sådan er smerten en fortælling om hvordan jeg har bundet mig ind i samme overbevisninger. Smerten fortæller mig om et bevidsthedsrum der er for lille. Hvis det fortæller mig at mit bevidsthedsrum er for lille, så ligger der jo også en mulighed for at det kunne blive større.
Hvis det være åben for en udvidelse af mit bevidsthedsrum er en måde at være i livet på. Så kan jeg finde et sted i mig hvor jeg hilser smerten velkommen.
Fordi jeg ved at smerten hænger sammen med at fastholde ideer og overbevisninger. Så ved jeg også at det vil være sandt at udfordre dem.
Human Contact
v/Claus Verner Nielsen
Smerte, frygt, sorg, vrede, svigt og afvisning
Kærlighedsforholdet mellem en mand og en kvinde er det mest fantastiske og det mest forfærdelige jeg ved af i mit liv.
Jeg kender ikke andre områder hvor så mange skræmmende følelser kan være levende i min krop på en gang. Tanker der tager mig med fastlåste sætninger der ikke er nogen udvikling i. Tankerne formulerer sig i vrede sætninger, bebrejdende sætninger, krænkede sætninger. Og de bliver bare ved. Følelserne af svigt, frygt, vrede og afvisning tumler rundt i mave og bryst og så snart den ene holder op kommer den anden lige bag efter.
Kroppen er stresset, oppe at køre, kan ikke finde hvile eller ro. Hjertet hamrer i brystet, maven knuger sig sammen og al energien fiser op i hovedet som prøver at samle det hele sammen til en vej videre.
Systemet er på “Red Alert!
En vej videre med anstændigheden, omsorgen og kærligheden i behold. Vejen må være sårbarhed. At turde mærke mit mindreværd. Nu er jeg her igen. Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er svag. Et offer. En taber. Turde mærke det hele. Være i det, være med det.
Sårbarhed som at stå nøgen i oplevelsen, at blive set, mest af sig selv, men også af den skræmmende og betydningsfulde anden. Sårbarheden som redskabet til at lade min sjæl skinne igennem min personlighed.
Min personlighed er bange, utryg og gået i offer tilstand. Det er nu cellerne i min krop kalder på trøst hos min mor. Kom nu mor, giv mig din gyldne honning, smelt sammen med mig. Vis mig at verden er tryg og sikker. Omslut mig af din kærlighed.
Større end min personlighed er min sjæl, min essens, mit sande selv. Som det jeg ved og tror på, det jeg ville ønske jeg kunne efterleve. Det mit hjerte længes efter at leve.
I den nøgne sårbarhed kan jeg møde smerten, hvis jeg tør. Og sårbarhed hjælpe mig til at blive i det sorte skræmmende sted der åbner sig. Isolationen, kulden, hadet!
Kærlighedsforholdet rummer den mulighed for mig, mere end noget andet. Måske fordi jeg mangler andre oplevelser af den dimension.
Muligheden for at stå i smerten, at blive der tålmodigt og vedholdende. Ikke at skulle skjule den, ikke dulme den, ikke flygte fra den. Bare møde den. At have modet til at mærke hvad den vil fortælle mig.
Smerten er knyttet til frygten for at miste. Og det noget er det mest betydningsfulde i mit liv. Hende jeg elsker. Det er interessant så meget smerte det forvolder at have gjort et andet menneske så betydningsfuldt. Jeg har været i kontakt med oplevelsen flere gange. Med forskellig intensitet. Og forskellig polaritet. At være på den ene eller anden side af smerten. Være den der føler ansvaret for at forvolde og være den der tager ansvaret for være forvoldt. Og nogle af oplevelserne står selv efter rigtig mange år så stærke frem at de lægger sig oven i den oplevelse jeg er i lige nu.
Der er så meget irrationalitet i oplevelsen. Hvad så hvis hun vil noget andet en mig? Det er da dybest set menneskeligt og naturligt at vi er forskellige. At vi orienterer os i hver sit univers og oplever virkeligheden forskelligt.
Dialog (og diskussion) bliver så formålsløs når vi forsøger at fortælle hinanden om vores univers og virkeligheder uden oprigtig interesse i at forlade os selv og gå på opdagelse i den anden. Og det formålsløse bliver på forunderlig vis tilfredsstillende for deri ligger bekræftelsen på alle mine antagelser. Og begrundelsen for hvor jeg ikke skal udvide mig, ændre mig. Formålsløsheden tager mig og sikrer at jeg ikke bliver til noget andet end den jeg er.
Det ligger på den måde helt i oplevelsens natur at magtesløshed er nødvendig for at fastholde mig selv som den jeg er. Og på den måde giver det mening at magtesløshed er en acceptabel omend ubehagelig følelse. Hvis jeg slipper -løshed, så står jeg tilbage med magt. At turde se mig selv som magtfuld, som skaber og medskaber at mit liv. Tage magten til mig. Det er for alvor skræmmende!
Smerten hører til min personligheds ideer og overbevisninger om hvordan mit kærlighedsliv bør se ud. Og som sådan er smerten en fortælling om hvordan jeg har bundet mig ind i samme overbevisninger. Smerten fortæller mig om et bevidsthedsrum der er for lille. Hvis det fortæller mig at mit bevidsthedsrum er for lille, så ligger der jo også en mulighed for at det kunne blive større.
Hvis det være åben for en udvidelse af mit bevidsthedsrum er en måde at være i livet på. Så kan jeg finde et sted i mig hvor jeg hilser smerten velkommen.
Fordi jeg ved at smerten hænger sammen med at fastholde ideer og overbevisninger. Så ved jeg også at det vil være sandt at udfordre dem.
Human Contact
v/Claus Verner Nielsen
Bisonkvinden
05/08/14 19:15
Lidenskab, Forelskelse, Kærlighed
Det dundrer i brystkassen, hjertet hamrer og alle tanker retter sig mod hende. Hun har vist sig igen. Kvinden der gør mig vanvittig og sindsyg. Kvinden der sætter mig helt og aldeles ud af spillet. Det er uudholdeligt smertefuldt vidunderligt.
I mit liv er hun dukket op nogle gange. Bisonkvinden der smuk som en gudinde kommer svævende over prærien, taler med et syngende forførende sprog, som er af en anden verden. Jeg styrter imod hende fuld af begær og i en sky af lidenskab opløses livet som jeg kender det for at slutte som en bunke knogler, som et pillet skelet i ørkensandet. En gang til!
Men nej, ikke denne gang! Ikke igen. Nu ved jeg bedre. Jeg ved at de fantastiske skønne kvinder ikke er nogle jeg skal eje eller have. Denne gang vil jeg ikke besidde og beherske. Jeg vil ikke sidde under balkonen og synge romantiske ballader hele natten. Jeg vil ikke skrive digte i stride strømme eller cykle fra den ene ende af landet til den anden.
Jeg har været heldig at forelske mig dybt og stærkt i mange omgange i mit liv. Jeg har altid elsket kvinden. Min mor, min søster, mine klassekammerater, kolleger, mine kærester, mine døtre og mine samleversker. Elsket på forskellig vis, men elsket. Beundret. Det er jo fantastisk at kunne elske og forelske sig. Tak kære kvinde!
Denne gang skal det være anderledes! Denne gang skal det være en rejse ind i brystet, ind i den søde smerte. Ind i torden, brag, regnvejr og flænsende lyn. Ulideligheden, spændingsopbygningen, tilbageholdelsen.
Denne gang skal begæret vendes indad.
Jeg skal se det! Jeg må se det! Jeg vil se det! Eller jeg vil så gerne!
Det er det al denne galskab handler om, den forbandede elsker, romantikkens midalderlige tag om mit liv. Alt det jeg har lært jeg skal leve og gøre for at lykkes med mit liv. Alt det som jeg har gjort så pligtskyldigt igen og igen. Jeg er en trofast elskende.
Jeg tænker, for det har jeg læst, og det giver god mening, at når der er så meget kraft, saft og lidenskab i den besættende forelskelse. Når der er så meget vanvid, så meget tab af normalitet og så meget ligegyldighed overfor alt hvad der før virkede fornuftigt og rigtigt. Når jeg kan blive så fanden i voldsk og tåbeligt barnlig.
Så må der være noget helt igennem fantastisk, eventyrligt og magisk på spil.
Noget der ikke handler om slottet, prinsessen og det halve kongerige. (Villa, vovse og volvo)
Det giver så god mening at der bliver kaldt fra dybet i mig. Fra det sted i hjertet, maven, hjernen hvor livet selv banker på. Hvor det sjælfulde og guddommelige bor. Det er åbenlyst at det er flammen selv der er på spil. Flammen hvorfra al søgen udspringer.
Det er rejsen hjem. Og forelskelsen, lidenskaben, vanviddet og kærlighedskraften er det brændstof der gør rejsen mulig.
Vores alle sammens gode ven Carl G. Jung kaldte sjælen for Anima. Og det er hende i mig. Jeg vil møde hende, sjælen. Jeg ved hun er der!
Så denne gang kære Bisonkvinde. Denne gang vil jeg ikke lade mit begær efter at eje, besidde og besætte løbe af med mig. Jeg vil ære dig ved at ære den kraft du vækker i mig. Jeg vil lade dig være. Magiske Gudinde. Jeg vil tilbede flammen selv, kilden der antændes. Begæret vender jeg indad. Ind i hjertet. Begæret efter at lade manden og kvinden mødes inden i mig. Begæret efter at blive et helt menneske.
Og tak til dig, til kvinden - tak for det!
( Og måske, hvis jeg lykkes, eller når jeg lykkes. Kan vi to, sammen, lykkes med det vi længes efter!)
Det dundrer i brystkassen, hjertet hamrer og alle tanker retter sig mod hende. Hun har vist sig igen. Kvinden der gør mig vanvittig og sindsyg. Kvinden der sætter mig helt og aldeles ud af spillet. Det er uudholdeligt smertefuldt vidunderligt.
I mit liv er hun dukket op nogle gange. Bisonkvinden der smuk som en gudinde kommer svævende over prærien, taler med et syngende forførende sprog, som er af en anden verden. Jeg styrter imod hende fuld af begær og i en sky af lidenskab opløses livet som jeg kender det for at slutte som en bunke knogler, som et pillet skelet i ørkensandet. En gang til!
Men nej, ikke denne gang! Ikke igen. Nu ved jeg bedre. Jeg ved at de fantastiske skønne kvinder ikke er nogle jeg skal eje eller have. Denne gang vil jeg ikke besidde og beherske. Jeg vil ikke sidde under balkonen og synge romantiske ballader hele natten. Jeg vil ikke skrive digte i stride strømme eller cykle fra den ene ende af landet til den anden.
Jeg har været heldig at forelske mig dybt og stærkt i mange omgange i mit liv. Jeg har altid elsket kvinden. Min mor, min søster, mine klassekammerater, kolleger, mine kærester, mine døtre og mine samleversker. Elsket på forskellig vis, men elsket. Beundret. Det er jo fantastisk at kunne elske og forelske sig. Tak kære kvinde!
Denne gang skal det være anderledes! Denne gang skal det være en rejse ind i brystet, ind i den søde smerte. Ind i torden, brag, regnvejr og flænsende lyn. Ulideligheden, spændingsopbygningen, tilbageholdelsen.
Denne gang skal begæret vendes indad.
Jeg skal se det! Jeg må se det! Jeg vil se det! Eller jeg vil så gerne!
Det er det al denne galskab handler om, den forbandede elsker, romantikkens midalderlige tag om mit liv. Alt det jeg har lært jeg skal leve og gøre for at lykkes med mit liv. Alt det som jeg har gjort så pligtskyldigt igen og igen. Jeg er en trofast elskende.
Jeg tænker, for det har jeg læst, og det giver god mening, at når der er så meget kraft, saft og lidenskab i den besættende forelskelse. Når der er så meget vanvid, så meget tab af normalitet og så meget ligegyldighed overfor alt hvad der før virkede fornuftigt og rigtigt. Når jeg kan blive så fanden i voldsk og tåbeligt barnlig.
Så må der være noget helt igennem fantastisk, eventyrligt og magisk på spil.
Noget der ikke handler om slottet, prinsessen og det halve kongerige. (Villa, vovse og volvo)
Det giver så god mening at der bliver kaldt fra dybet i mig. Fra det sted i hjertet, maven, hjernen hvor livet selv banker på. Hvor det sjælfulde og guddommelige bor. Det er åbenlyst at det er flammen selv der er på spil. Flammen hvorfra al søgen udspringer.
Det er rejsen hjem. Og forelskelsen, lidenskaben, vanviddet og kærlighedskraften er det brændstof der gør rejsen mulig.
Vores alle sammens gode ven Carl G. Jung kaldte sjælen for Anima. Og det er hende i mig. Jeg vil møde hende, sjælen. Jeg ved hun er der!
Så denne gang kære Bisonkvinde. Denne gang vil jeg ikke lade mit begær efter at eje, besidde og besætte løbe af med mig. Jeg vil ære dig ved at ære den kraft du vækker i mig. Jeg vil lade dig være. Magiske Gudinde. Jeg vil tilbede flammen selv, kilden der antændes. Begæret vender jeg indad. Ind i hjertet. Begæret efter at lade manden og kvinden mødes inden i mig. Begæret efter at blive et helt menneske.
Og tak til dig, til kvinden - tak for det!
( Og måske, hvis jeg lykkes, eller når jeg lykkes. Kan vi to, sammen, lykkes med det vi længes efter!)