Human Contact

Bisonkvinden

Det dundrer i brystkassen, hjertet hamrer og alle tanker retter sig mod hende. Hun har vist sig igen. Kvinden der gør mig vanvittig og sindsyg. Kvinden der sætter mig helt og aldeles ud af spillet. Det er uudholdeligt smertefuldt vidunderligt.

I mit liv er hun dukket op nogle gange. Bisonkvinden der smuk som en gudinde kommer svævende over prærien, taler med et syngende forførende sprog, som er af en anden verden. Jeg styrter imod hende fuld af begær og i en sky af lidenskab opløses livet som jeg kender det for at slutte i en bunke knogler, som et pillet skelet i ørkensandet. En gang til!

Men nej, ikke denne gang! Ikke igen. Nu ved jeg bedre. Jeg ved at de fantastiske skønne kvinder ikke er nogle jeg skal eje eller have. Denne gang vil jeg ikke besidde og beherske. Jeg vil ikke sidde under balkonen og synge romantiske ballader hele natten. Jeg vil ikke skrive digte i stride strømme eller cykle fra den ene ende af landet til den anden.

Jeg har været heldig at forelske mig dybt og stærkt i mange omgange i mit liv. Jeg har altid elsket kvinden. Min mor, min søster, mine klassekammerater, kolleger, mine kærester, mine døtre og mine samleversker. Elsket på forskellig vis, men elsket. Beundret. Det er jo fantastisk at kunne elske og forelske sig. Tak kære kvinde!

Denne gang skal det være anderledes! Denne gang skal det være en rejse ind i brystet, ind i den søde smerte. Ind i torden, brag, regnvejr og flænsende lyn. Ulideligheden, spændingsopbygningen, tilbageholdelsen.
Denne gang skal begæret vendes indad.

Jeg skal se det! Jeg må se det! Jeg vil se det! Eller jeg vil så gerne!

Det er det al denne galskab handler om, den forbandede elsker, romantikkens midalderlige tag om mit liv. Alt det jeg har lært jeg skal leve og gøre for at lykkes med mit liv. Alt det som jeg har gjort så pligtskyldigt igen og igen. Jeg, en trofast elskende.

Jeg tænker at når der er så meget kraft, saft og lidenskab i den besættende forelskelse. Når der er så meget vanvid, så meget tab af normalitet og så meget ligegyldighed overfor alt hvad der før virkede fornuftigt og rigtigt. Når jeg kan blive så fanden i voldsk og tåbeligt barnlig.
Så må der være noget helt igennem fantastisk, eventyrligt og magisk på spil.

Noget der ikke handler om slottet, prinsessen og det halve kongerige. (Villa, vovse og volvo)

Det giver så god mening at der bliver kaldt fra dybet i mig. Fra det sted i hjertet, maven og hjernen hvor livet selv banker på. Hvor det sjælfulde og guddommelige bor. Det er åbenlyst at det er flammen selv der er på spil. Flammen hvorfra al søgen udspringer.

Det er rejsen hjem. Og forelskelsen, lidenskaben, vanviddet og kærlighedskraften er det brændstof der gør rejsen mulig.

Vores alle sammens gode ven Carl G. Jung kaldte sjælen for Anima. Og det er hende i mig. Jeg vil møde hende, sjælen. Jeg ved hun er der!

Så denne gang kære Bisonkvinde. Denne gang vil jeg ikke lade mit begær efter at eje, besidde og besætte løbe af med mig. Jeg vil ære dig ved at ære den kraft du vækker i mig. Jeg vil lade dig være. Magiske Gudinde. Jeg vil tilbede flammen selv, kilden der antændes. Begæret vender jeg indad. Ind i hjertet. Begæret efter at lade manden og kvinden mødes inden i mig. Begæret efter at blive et helt menneske.

Og tak til dig, til kvinden - tak for det!


( Og måske, hvis jeg lykkes eller når jeg lykkes. Kan vi to, sammen, lykkes med det vi længes efter!)

Dette site bruger cookies til at tilpasse indhold og annoncer og til at analysere trafik. Jeg deler også oplysninger om din brug af websitet med mine partnere inden for sociale medier, annonceringspartnere og analysepartnere. Du samtykker til vores cookies, hvis du fortsætter med at anvende vores hjemmeside. Ønsker du ikke cookies, er du velkommen til at slå dem fra i din browser eller at forlade sitet.