Psykologi
Hvorfor gå i Psykoterapi?
05/02/17 19:22
Hvorfor gå i psykoterapi?
Psykoterapien tilbyder et sikkert rum, et privat og personligt fristed, hvor du kan lægge dine følelser og tanker frem til refleksion, så nye indstillinger og tillid til dine egne muligheder kan vokse, og livet kan leves mere helt og kreativt.
Selv om du har en god familie og venner du kan tale med, er det ofte lettere at tale med en, der står helt udenfor, og som ikke personligt er involveret i dine problemer.
Psykoterapi er en mulighed når vi oplever udfordringer i alle livets aspekter. Nogle udfordringer har aktuel karakter, for eksempel dødsfald, afskedigelse, et stressende job eller sygdom, mens andre skyldes problemer i opvæksten og usunde familiemønstre.
Psykoterapi er også at udforske sig selv - en forandringsmulighed og en vejviser til et mere helt og kreativt, dynamisk liv.
To væsentlige forhold ved et vellykket psykoterapeutisk forløb:
1. Du skal føle dig tryg ved din psykoterapeut.
Stol på dine fornemmelser.
I et psykoterapeutisk forløb kan du i en periode blive meget afhængig af din psykoterapeuts støtte og nærvær. Derfor er det vigtigt at du føler dig tryg ved psykoterapeutens kompetence.
Psykoterapeuten skal være et menneske der kan leve op til den tillid du viser.
2. Du skal ville en forandring i dit liv. Uden et stort mål af vilje til at være ærligt og åbent til stede i psykoterapien, kan forandring ikke ske.
Psykoterapeutens opgave er at hjælpe til at skabe et rum hvor forandringen kan ske.
Arbejdet er du nødt til at gøre selv, men psykoterapeuten støtter dig i dit arbejde.
Refleksioner om tillid
05/01/17 19:20
Tillid
Når en ny klient starter i et forløb er det vigtigt lige at få talt lidt om tillid. Tillid til mig, tillid til det der foregår og ikke mindst tillid til sig selv.
Tillid til sig selv er i høj grad også tillid til livet, tillid til processen.
Det er tillid til at kunne møde og rumme det der sker. Tillid til at følelser kan rummes. Af klienten og af terapeuten.
Et typisk tema er ‘vrede’. Må den være her. Tør jeg vise den. Hvad vil der ske hvis jeg bliver vred? Vil terapeuten afvise mig? Bede mig om at slappe af? Blive vred over min vrede? Føle sig krænket?
At lade sorgen tage over og lade tårer og gråd slippe fri fra års indespærrethed kræver også tillid og kan være lige så svært som at udtrykke sin vrede.
En anden udfordring er tillidsfuldt at udtrykke sine tanker, positive som negative, uden frygt for at det er uintelligent, naivt, barnligt, klodset, grinagtigt, osv.
Dybest set er udfordringen at have tillid til at være i kontakten og mødet med et andet menneske uden at vide hvad der vil ske. Og tillid til at kunne håndtere de følelser og reaktioner som kontakten udløser.
Tillid til at frit at opleve og udtrykke følelser, tanker og sansninger er en nødvendighed for at vi kan vokse og udvikle os som mennesker. Det lyder godt og fint. Men det er rigtig svært.
Vi har så mange ideer og drømme om hvordan livet skal udfolde sig og de kan meget vel blive til begrænsninger for vores vækst og udvikling.
For hvordan kan vi være åbne og modtagelige for det der opstår i øjeblikket hvis vi allerede har bestemt os for hvor vi gerne vil hen? Når vi har bestemt os for hvordan livet skal være er vi ‘fanget’ og vi vil klage over livet fordi det ikke udfolder sig som vi ønsker det.
Det er en super svær øvelse for et godt terapeutisk forløb. Fordi det er oplagt at vi søger en terapeut med ønske om en forandring. Og oftest med et mål med forandringen. Målet kan stå i vejen for at vi opdager det vi ‘virkelig’ har brug for.
Til sidst bliver vi måske så tillidsfulde at vi ikke stoler på noget som helst andet end det livet præsenterer os for i dette øjeblik. Alt andet er noget vi allerede har oplevet og som såden ikke længere gyldigt, eller noget vi ikke har oplevet endnu og som sådan ikke virkeligt.
Små børn gør det. De kan det bare. Uden anstrengelse. Men jeg tror det tager lang tid for os voksne at genfinde tilliden til livet selv. Evnen til at møde nuet fordomsfrit og nysgerrigt i tillid til at livet vil os det godt!
Obs!! Dette er blot refleksioner over tillid og slet ikke gyldige som ‘sandhed’
Fra A Glimpse of Today af Sogyal Rinpoche:
“When we are in a negative frame of mind, it is only natural to doubt rather than to believe.
From a Buddhist point of view, doubt is a sign of a lack of complete understanding and a lack of spiritual education, but it is also seen as a catalyst in the maturing of faith. It is when we face doubts and difficulties that we discover whether our faith is a simplistic, pious, and conceptual one, or whether it is strong, enduring, and anchored in a deep understanding in the heart.
If you have faith, sooner or later it may well be put to the test, and wherever the challenge may come from—from within you or from outside—it is simply part of the process of faith and doubt.”
Når en ny klient starter i et forløb er det vigtigt lige at få talt lidt om tillid. Tillid til mig, tillid til det der foregår og ikke mindst tillid til sig selv.
Tillid til sig selv er i høj grad også tillid til livet, tillid til processen.
Det er tillid til at kunne møde og rumme det der sker. Tillid til at følelser kan rummes. Af klienten og af terapeuten.
Et typisk tema er ‘vrede’. Må den være her. Tør jeg vise den. Hvad vil der ske hvis jeg bliver vred? Vil terapeuten afvise mig? Bede mig om at slappe af? Blive vred over min vrede? Føle sig krænket?
At lade sorgen tage over og lade tårer og gråd slippe fri fra års indespærrethed kræver også tillid og kan være lige så svært som at udtrykke sin vrede.
En anden udfordring er tillidsfuldt at udtrykke sine tanker, positive som negative, uden frygt for at det er uintelligent, naivt, barnligt, klodset, grinagtigt, osv.
Dybest set er udfordringen at have tillid til at være i kontakten og mødet med et andet menneske uden at vide hvad der vil ske. Og tillid til at kunne håndtere de følelser og reaktioner som kontakten udløser.
Tillid til at frit at opleve og udtrykke følelser, tanker og sansninger er en nødvendighed for at vi kan vokse og udvikle os som mennesker. Det lyder godt og fint. Men det er rigtig svært.
Vi har så mange ideer og drømme om hvordan livet skal udfolde sig og de kan meget vel blive til begrænsninger for vores vækst og udvikling.
For hvordan kan vi være åbne og modtagelige for det der opstår i øjeblikket hvis vi allerede har bestemt os for hvor vi gerne vil hen? Når vi har bestemt os for hvordan livet skal være er vi ‘fanget’ og vi vil klage over livet fordi det ikke udfolder sig som vi ønsker det.
Det er en super svær øvelse for et godt terapeutisk forløb. Fordi det er oplagt at vi søger en terapeut med ønske om en forandring. Og oftest med et mål med forandringen. Målet kan stå i vejen for at vi opdager det vi ‘virkelig’ har brug for.
Til sidst bliver vi måske så tillidsfulde at vi ikke stoler på noget som helst andet end det livet præsenterer os for i dette øjeblik. Alt andet er noget vi allerede har oplevet og som såden ikke længere gyldigt, eller noget vi ikke har oplevet endnu og som sådan ikke virkeligt.
Små børn gør det. De kan det bare. Uden anstrengelse. Men jeg tror det tager lang tid for os voksne at genfinde tilliden til livet selv. Evnen til at møde nuet fordomsfrit og nysgerrigt i tillid til at livet vil os det godt!
Obs!! Dette er blot refleksioner over tillid og slet ikke gyldige som ‘sandhed’
Fra A Glimpse of Today af Sogyal Rinpoche:
“When we are in a negative frame of mind, it is only natural to doubt rather than to believe.
From a Buddhist point of view, doubt is a sign of a lack of complete understanding and a lack of spiritual education, but it is also seen as a catalyst in the maturing of faith. It is when we face doubts and difficulties that we discover whether our faith is a simplistic, pious, and conceptual one, or whether it is strong, enduring, and anchored in a deep understanding in the heart.
If you have faith, sooner or later it may well be put to the test, and wherever the challenge may come from—from within you or from outside—it is simply part of the process of faith and doubt.”
Kærlighed - et vågent og intimt forhold til dig selv
01/01/17 16:21
Kærlighed
At leve – at lære – at elske – at være
Kærlighed kræver et vågent og intimt indre forhold til sig selv og sin krop, og en forståelse af at oplevelsen af kærlighed er indre, at kærlighed er en essentiel kvalitet i mange nuancer som er en del af vores væren.
Kærlighed i mellem to mennesker lykkes i det øjeblik hvor den ikke er afhængig af den anden, men hvor de begge i kærlighedsmødet værdsætter den andens væren.
Kærlighed og sex kan godt være adskilt, sex uden kærlighed er ”som et godt nys”, mens sex med kærlighed er et valg som giver fylde og mening, som heler, udvikler og nærer.
Kærlighed er passion, erotik, lidenskab, saft, kraft og begær.
Kærlighed er sødme, romantik, måneskin og musik.
Kærlighed er medfølelse, omsorg, ømhed og blidhed.
Kærlighed er til livet, til medmennesker, medskabninger og til skabelsen selv.
Kærlighed er et valg.
Kærlighed er åbenhed over for det, som er, nysgerrighed ved at møde det, alene for glæden ved at møde, kende og se.
Kærligheden bliver renere, kraftigere, smukkere, stærkere, mere intim og lidenskabelig i takt med at vi udvikler os til selvstændige, frie og aktualiserede mennesker.
Kærligheden bliver mindre, betinget og ufri, når vi er identificeret med alt det vi mangler og ikke har, når vi søger den uden for os selv, når vi er afhængige af accept, bekræftelse, samhørighed og ”den anden”.
Kærlighed er også om kærlighedsmøder mellem to elskende. Og et smukt billede er når det fysiske møde også er et bevidsthedsmøde, et møde i og med hjertet, hvor vi elsker ved at se og blive set i vores essens.
Når kærlighed er et møde hvor vi vidner, ærer og helligholder vores essentielle natur. På den måde opdager vi fortsat os selv og på den måde kan vi gensidigt skabe os selv, i en proces, i et kreativt nu, i et skabende nærvær. - Det kræver autencitet, sårbarhed og modenhed.
Når jeg elsker at se og møde essensen hos den anden i vores kærlighedsmøde, oplever jeg også at den anden er et unikt individ og forskellig fra mig. Kærligheden anerkender den anden helt og fuldstændigt. Og jeg oplever at jeg ikke er alene i verden.
Kærlighedsmødet giver healing og fred til min dybeste frygt omkring den eksistentielle isolation. Jeg oplever nu at den anden er adskilt fra mig, og derfor også eksisterer uden mig.
Kærlighed er en oplevelse, et nærvær, en proces. Det er sanser, følelser og tanker.
Når kærlighed til mig selv og til livet er en oplevelse der vibrerer i enhver celle, i alle mine organer, muskler og nervetråde. Når mine fingre og krop mærker og sanser kærlighed, når hjertet føler og oplever kærlighed, og når hjernen med ordet beskriver hjertets oplevelse.
- Så elsker jeg!
Det er som et skift i mellem to måder at være i verden på.
Normalt og for det meste er jeg ikke opmærksom på min vejrtrækning som et indre livets kærtegn der bekræfter et vidunderligt magisk mysterium, livets puls.
Normalt reagerer jeg automatisk og vanemæssigt på mine omgivelser, jeg følger, uden at give det opmærksomhed, nogle gamle plovfurer og dybe spor i mine reaktionsmønstre, jeg gentager mig selv igen og igen.
Ikke nødvendigvis med smerte eller lidelse, ofte med behag og behovstilfredsstillelse, men ubevidst, uden nærvær, uden intimitet.
Nogen gange skifter min opmærksomhed til et essentielt og meget intimt nærvær.
Og så er jeg konge i mit eget rige, et dynamisk , farverigt, magisk og helt igennem smukt, fantastisk univers.
Måske er universet ikke kærlighed alene, men jeg elsker at være der!
Jeg elsker at orientere mig i verden herfra, jeg elsker de muligheder der opstår, jeg elsker de forskellige nuancer og variationer jeg ser og møder.
Nogen gange er jeg konge, og sidder magtfuld og stærk på min trone, i kontakt med rigdom og overflod, medfølende, storsindet og retfærdig.
Nogen gange er jeg en hjertets kriger der sårbart og åbent, med frygten som følgesvend påtager mig kærlighedens mission, en ridder der tager kampen op med ildsprudlende drager forklædt som normer og rigide adfærdsregler.
Eller vismanden der med et glimt i øjet og magien som redskab, forvandler og transformerer, vismanden der oplever sig som en medskabende del af universets mystik og vidunder.
Nogen gange er jeg narren der legende, smilende og med en champagnebrusende boblen i alle mine celler kaster mig ubekymret og fri ind i livets hvirvler af spøgefuld kreativ manifestation. ”Let’s try it on!”
Alle variationer og nuancer bliver oplevet i et skær af fantastiske farver, diamanter, juveler, guld og rigdom, det er i disse oplevelser jeg mærker overflod.
Overflod som et indre fænomen, som paradis på jord.
At elske er en kunst som Fromm beskriver det, han skriver også at det er noget vi skal træne, noget vi skal lære, noget som kræver sand ydmyghed, mod, tro og selvdisciplin – det er en stor opgave.
Kærlighed er også smerten ved at vokse og udvikle sig. Når vores hjerte udvider sig og vores evne til at elske vokser, så kræver det mere plads end det selvbillede og den følelseskrop vi lever med og opholder os i, noget sprækker og åbner sig, og det må vi tillade. Vi må nødvendigvis møde de blokeringer og den historie der knytter sig til vores tilbageholdenhed, til vores mindreværd og vores fastlåste selvbillede.
Og det gør ondt. Og den smerte må vi være voksne og modne til at forstå og til at bære.
Og den smerte må vi vælge og tage på os som et vilkår ved at udvikle sig, ved at øge sin bevidsthed og ved styrke sin kapacitet til at rumme al den ild, kraft, lidenskab, medfølelse, omsorg og kærlige nærvær som bor i os.
Som vi dybest set aldrig har mistet, men som vi har lagt låg på, kapslet inde, og undertrykt for at kunne overleve og for at få en bid af den begrænsede kærlighed og accept vores forældre og vores omgivelser havde adgang til at udtrykke og give.
Ved at lære at elske, helt og fuldt, som et voksent selvansvarligt og enestående individ, vil vi på den måde hele vores familiesår, vores familie historie.
I mødet med Gud, Universets Moder, Urhavet, altings oprindelse, får jeg måske spørgsmålet: ”Hvor meget har du elsket?”
Det ville være dejligt at kunne svare: ”Med hele mit hjerte”.
Glæde, samvær og seksualitet
05/09/16 18:58
Glæde, samvær og seksualitet
Hun var ikke klar over hvad mødet i dag skulle handle om. Han var træt efter arbejdet. I øvrigt var han altid træt.
En par session
Han ved ikke hvad trætheden skyldes men den fylder rigtig meget. Han har lyst til at sove. Måske er der for meget kontrol og frygt i hans liv. For meget ansvar og for meget han vil passe på. For meget tilpasning. Han er ked af at afvise sin kvinde. Hun er en dejlig kvinde og han elsker hende højt. Han begærer hende og får tit lyst til hende. Men han handler ikke på sin lyst. Tværtimod. Han er afvisende når hun kommer til ham med sin lyst. Og han er rigtig ked af det.
"Har du lyst til at have lyst?"
Hans svar kommer kraftfuldt og direkte: "Ja, for fanden!"
Hun har lyttet til hans og min snak og hun er bevæget og glad. Glad for det han siger, glad for at han er ærlig, glad for hans åbenhed. Hun er også bekymret fordi deres seksuelle møder bliver færre og færre. Og hun har virkelig lyst til ham. Hun elsker ham og hun vil ham. Men hun kan også mærke at hun er begyndt at lukke sig ned, at hun passer på sig selv nu. At hun er holdt op med at udtrykke sin lyst fordi afvisningerne er begyndt at gøre ondt. Der er blevet for mange af dem.
De sætter sig overfor hinanden og taler om deres seksualitet. De er begge rørt og sårbare. Det er svært at tale om. De er bange for at såre hinanden og de er bange for at blive sårede. Der er knuder i maven og øjne der søger accept og anerkendelse. Spænding og frygt. Men de bløder op da de mærker velviljen og modet til at blotte sig. Og de mærker at de begge virkelig gerne vil hinanden.
Hun mærker sit mod til at stå ved sin lyst og modet til at udtrykke det. Han mærker viljen til at handle på sin lyst til hende. De mærker deres fællesskab, de mærker intimiteten, de mærker glæden over at være sammen, over at være her. De spejler sig i hinandens lyst, glæde og mod.
De har lyst til at have lyst og til at tage et ansvar for deres seksualitet.
Tak for jer. Tak fordi i tør.
Human Contact
v/ Claus Verner Nielsen
Hun var ikke klar over hvad mødet i dag skulle handle om. Han var træt efter arbejdet. I øvrigt var han altid træt.
En par session
Han ved ikke hvad trætheden skyldes men den fylder rigtig meget. Han har lyst til at sove. Måske er der for meget kontrol og frygt i hans liv. For meget ansvar og for meget han vil passe på. For meget tilpasning. Han er ked af at afvise sin kvinde. Hun er en dejlig kvinde og han elsker hende højt. Han begærer hende og får tit lyst til hende. Men han handler ikke på sin lyst. Tværtimod. Han er afvisende når hun kommer til ham med sin lyst. Og han er rigtig ked af det.
"Har du lyst til at have lyst?"
Hans svar kommer kraftfuldt og direkte: "Ja, for fanden!"
Hun har lyttet til hans og min snak og hun er bevæget og glad. Glad for det han siger, glad for at han er ærlig, glad for hans åbenhed. Hun er også bekymret fordi deres seksuelle møder bliver færre og færre. Og hun har virkelig lyst til ham. Hun elsker ham og hun vil ham. Men hun kan også mærke at hun er begyndt at lukke sig ned, at hun passer på sig selv nu. At hun er holdt op med at udtrykke sin lyst fordi afvisningerne er begyndt at gøre ondt. Der er blevet for mange af dem.
De sætter sig overfor hinanden og taler om deres seksualitet. De er begge rørt og sårbare. Det er svært at tale om. De er bange for at såre hinanden og de er bange for at blive sårede. Der er knuder i maven og øjne der søger accept og anerkendelse. Spænding og frygt. Men de bløder op da de mærker velviljen og modet til at blotte sig. Og de mærker at de begge virkelig gerne vil hinanden.
Hun mærker sit mod til at stå ved sin lyst og modet til at udtrykke det. Han mærker viljen til at handle på sin lyst til hende. De mærker deres fællesskab, de mærker intimiteten, de mærker glæden over at være sammen, over at være her. De spejler sig i hinandens lyst, glæde og mod.
De har lyst til at have lyst og til at tage et ansvar for deres seksualitet.
Tak for jer. Tak fordi i tør.
Human Contact
v/ Claus Verner Nielsen
Lad os mødes i frygt
23/06/15 19:07
Lad os mødes i frygt
"Har du en tid i morgen? Vi har virkelig brug for din hjælp!"
Med en god følelse af at være værdifuld tager jeg imod parret næste morgen. Det er stadig med en lille nervøs sammentrækning i mave og bryst at jeg beder dem tage plads og selv sætter mig foran dem i stolen. Jeg kender så godt følelsen af utilstrækkelighed, længsel og frustration. Og jeg ved hvor svært det kan være at løse op for en dialog der har låst sig fast. Fordi det virker nytteløst at blotte sig igen. Fordi det er tryggere at forblive inde i sin skal. Fordi der ikke er nogen der skal fortælle mig hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Fordi jeg ikke længere magter at være så sårbar, så skrøbelig og så nøgen. Indeni siger jeg ja til min nervøse sammentrækning. "Du må gerne være her! Det er fint at du er her." Jeg fornemmer tillid og styrke og spørger hvem der vil starte. Sessionen blotter hans utilstrækkelighed og hendes længsel. Modigt stiller de op til at svare på mine spørgsmål, åbent mærker de hvad der sker i kroppen, hvilke følelser de har kontakt til og med en vis modstand accepterer de at holde deres domme og vurderinger tilbage for en stund. "Hvordan holder vi fast i den her følelse af kontakt, af nærvær og samhørighed?" Jeg holder så meget af det spørgsmål! Og sammen undersøger vi hvad det vil sige at gøre sig umage, hvilke indstillinger til livet, til sig selv og til hinanden der befordrer og styrker nærværet og kærligheden. Igen og igen dukker temaet op: "Hvordan holder vi os levende?" "Hvordan holder jeg mig levende?" For min egen skyld, for din skyld og for hele verdens skyld. Tør jeg? Vil jeg? Kan jeg? Det er så vidunderligt smukt og rørende at se skjolde blive sænket, panser blive gennembrudt og hjerter åbne sig i sårbare møder hvor det der opleves lige nu får opmærksomhed, bliver set og mødt. Og hvor nysgerrigheden fører os videre af veje der på samme tid er magiske og skræmmende. Veje i livet vi elsker og frygter. Det giver så god mening at vi mødes i frygten, at vi mødes der hvor vi ikke tør gå længere. At vi stopper op, giver tid, trækker vejret. Og at vi så tager hinanden i hånden og vælger at følges ad - lidt længere - igen og igen. Sikke en rejse, sikke et liv! Efter mødet sidder jeg tilbage med varme og glæde i brystet - dybt taknemmelig og tilfreds. Human Contact v/ Claus Verner Nielsen
"Har du en tid i morgen? Vi har virkelig brug for din hjælp!"
Med en god følelse af at være værdifuld tager jeg imod parret næste morgen. Det er stadig med en lille nervøs sammentrækning i mave og bryst at jeg beder dem tage plads og selv sætter mig foran dem i stolen. Jeg kender så godt følelsen af utilstrækkelighed, længsel og frustration. Og jeg ved hvor svært det kan være at løse op for en dialog der har låst sig fast. Fordi det virker nytteløst at blotte sig igen. Fordi det er tryggere at forblive inde i sin skal. Fordi der ikke er nogen der skal fortælle mig hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Fordi jeg ikke længere magter at være så sårbar, så skrøbelig og så nøgen. Indeni siger jeg ja til min nervøse sammentrækning. "Du må gerne være her! Det er fint at du er her." Jeg fornemmer tillid og styrke og spørger hvem der vil starte. Sessionen blotter hans utilstrækkelighed og hendes længsel. Modigt stiller de op til at svare på mine spørgsmål, åbent mærker de hvad der sker i kroppen, hvilke følelser de har kontakt til og med en vis modstand accepterer de at holde deres domme og vurderinger tilbage for en stund. "Hvordan holder vi fast i den her følelse af kontakt, af nærvær og samhørighed?" Jeg holder så meget af det spørgsmål! Og sammen undersøger vi hvad det vil sige at gøre sig umage, hvilke indstillinger til livet, til sig selv og til hinanden der befordrer og styrker nærværet og kærligheden. Igen og igen dukker temaet op: "Hvordan holder vi os levende?" "Hvordan holder jeg mig levende?" For min egen skyld, for din skyld og for hele verdens skyld. Tør jeg? Vil jeg? Kan jeg? Det er så vidunderligt smukt og rørende at se skjolde blive sænket, panser blive gennembrudt og hjerter åbne sig i sårbare møder hvor det der opleves lige nu får opmærksomhed, bliver set og mødt. Og hvor nysgerrigheden fører os videre af veje der på samme tid er magiske og skræmmende. Veje i livet vi elsker og frygter. Det giver så god mening at vi mødes i frygten, at vi mødes der hvor vi ikke tør gå længere. At vi stopper op, giver tid, trækker vejret. Og at vi så tager hinanden i hånden og vælger at følges ad - lidt længere - igen og igen. Sikke en rejse, sikke et liv! Efter mødet sidder jeg tilbage med varme og glæde i brystet - dybt taknemmelig og tilfreds. Human Contact v/ Claus Verner Nielsen
Frygten for nederlag
23/07/14 19:18
Tid til at se den i øjnene. Tid til at se hvor meget angst for nederlag kontrollerer og styrer mig i mit liv. Jeg må ikke tabe. Tabe til andre, tabe til mig selv. Jeg må ikke tabe mig selv.
Angsten for nederlag bærer tabet i sig selv. Hvordan kan jeg tabe noget jeg ikke er? Hvordan kan jeg tabe noget jeg ikke har? Hvem kan jeg tabe til?
Frygten som jeg denne gang delte med flere i cirklen var frygten for ikke at kunne holde til det. Frygten for at tabe til dette ældgamle ritual. Tænk hvor pinligt det ville være at måtte give op.
Weekendens svedhytte i 'The Magic Garden' ved Söderåsen satte blandt andet spot på vores frygt. Hvad er vi bange for? "Jeg er bange for afvisning" var mit svar. Hver i sær udtrykte vi vores frygt og i en gruppe på 17 fik frygten udtryk i mange af sine utallige ansigter.
Sveden styrtløb kærtegnende ned af min krop. I moder jords mørke og meget varme livmoder smeltede min krop. Spændinger forlod mig. Frygt for at der ikke var ilt nok, frygt for at varmen ville få mit hjerte til at hamre ud af min krop, frygt for at sveden ville dehydrere mig og frygten for at jeg ville falde besvimet om i mørket slap mig også.
Den ene rødglødende varme sten efter den anden blev bragt ind i den lille trange hytte. Der blev hældt vand over. Varmen og fugten i mørket var på en gang skræmmende og livgivende.
Jeg lod det ske! Jeg tabte mig selv. Hvor vidunderligt! Glæde! Begejstring! Latter! Og jeg blev født igen! Tak!
Rob, Ove og Anita fra ‘Shamanic Sweatlodge’ skabte et vidunderligt, kærligt og kraftfuldt felt for os deltagere. Hvor er det stort at møde mennesker der er så dedikerede til at dele og formidle deres hjerteblod. Hjertet for moder natur, vores forfædre, hjerte for livet selv. Deres taknemmelighed for at være i live, for at være her. Deres ydmyghed og hengivenhed overfor ånder, jord, vand, himmel, sol, sten, træer, dyr og livet smitter. Den magi og det under at vi er her og at vi står her på skuldrene af vores forfædre der gennem deres liv har gjort dette liv muligt.
Taknemmelighed!
Og så…. i går, dagen efter, trækker jeg et tarot kort. NEDERLAG! Jeg overraskes først og så læser jeg langsomt og mærker et nyt lag af frygt.
Intentionen, et kraftfuldt og vigtigt element i ceremonien, jeg bragte med ind i Svedehytten folder sig ud i et nyt og dybere lag. Jeg røres og jeg skræmmes!
Men jeg mærker også frihed og glæde, et liv der sitrer, flyder og banker. Et liv der viser vej. Et liv der ikke stopper, der aldrig stopper.
One is never afraid of the unknown;
one is afraid of the known coming to an end.
- Krishnamurti-
Angsten for nederlag bærer tabet i sig selv. Hvordan kan jeg tabe noget jeg ikke er? Hvordan kan jeg tabe noget jeg ikke har? Hvem kan jeg tabe til?
Frygten som jeg denne gang delte med flere i cirklen var frygten for ikke at kunne holde til det. Frygten for at tabe til dette ældgamle ritual. Tænk hvor pinligt det ville være at måtte give op.
Weekendens svedhytte i 'The Magic Garden' ved Söderåsen satte blandt andet spot på vores frygt. Hvad er vi bange for? "Jeg er bange for afvisning" var mit svar. Hver i sær udtrykte vi vores frygt og i en gruppe på 17 fik frygten udtryk i mange af sine utallige ansigter.
Sveden styrtløb kærtegnende ned af min krop. I moder jords mørke og meget varme livmoder smeltede min krop. Spændinger forlod mig. Frygt for at der ikke var ilt nok, frygt for at varmen ville få mit hjerte til at hamre ud af min krop, frygt for at sveden ville dehydrere mig og frygten for at jeg ville falde besvimet om i mørket slap mig også.
Den ene rødglødende varme sten efter den anden blev bragt ind i den lille trange hytte. Der blev hældt vand over. Varmen og fugten i mørket var på en gang skræmmende og livgivende.
Jeg lod det ske! Jeg tabte mig selv. Hvor vidunderligt! Glæde! Begejstring! Latter! Og jeg blev født igen! Tak!
Rob, Ove og Anita fra ‘Shamanic Sweatlodge’ skabte et vidunderligt, kærligt og kraftfuldt felt for os deltagere. Hvor er det stort at møde mennesker der er så dedikerede til at dele og formidle deres hjerteblod. Hjertet for moder natur, vores forfædre, hjerte for livet selv. Deres taknemmelighed for at være i live, for at være her. Deres ydmyghed og hengivenhed overfor ånder, jord, vand, himmel, sol, sten, træer, dyr og livet smitter. Den magi og det under at vi er her og at vi står her på skuldrene af vores forfædre der gennem deres liv har gjort dette liv muligt.
Taknemmelighed!
Og så…. i går, dagen efter, trækker jeg et tarot kort. NEDERLAG! Jeg overraskes først og så læser jeg langsomt og mærker et nyt lag af frygt.
Intentionen, et kraftfuldt og vigtigt element i ceremonien, jeg bragte med ind i Svedehytten folder sig ud i et nyt og dybere lag. Jeg røres og jeg skræmmes!
Men jeg mærker også frihed og glæde, et liv der sitrer, flyder og banker. Et liv der viser vej. Et liv der ikke stopper, der aldrig stopper.
One is never afraid of the unknown;
one is afraid of the known coming to an end.
- Krishnamurti-