januar 2017
Refleksioner om tillid
Tillid
Når en ny klient starter i et forløb er det vigtigt lige at få talt lidt om tillid. Tillid til mig, tillid til det der foregår og ikke mindst tillid til sig selv.
Tillid til sig selv er i høj grad også tillid til livet, tillid til processen.
Det er tillid til at kunne møde og rumme det der sker. Tillid til at følelser kan rummes. Af klienten og af terapeuten.
Et typisk tema er ‘vrede’. Må den være her. Tør jeg vise den. Hvad vil der ske hvis jeg bliver vred? Vil terapeuten afvise mig? Bede mig om at slappe af? Blive vred over min vrede? Føle sig krænket?
At lade sorgen tage over og lade tårer og gråd slippe fri fra års indespærrethed kræver også tillid og kan være lige så svært som at udtrykke sin vrede.
En anden udfordring er tillidsfuldt at udtrykke sine tanker, positive som negative, uden frygt for at det er uintelligent, naivt, barnligt, klodset, grinagtigt, osv.
Dybest set er udfordringen at have tillid til at være i kontakten og mødet med et andet menneske uden at vide hvad der vil ske. Og tillid til at kunne håndtere de følelser og reaktioner som kontakten udløser.
Tillid til at frit at opleve og udtrykke følelser, tanker og sansninger er en nødvendighed for at vi kan vokse og udvikle os som mennesker. Det lyder godt og fint. Men det er rigtig svært.
Vi har så mange ideer og drømme om hvordan livet skal udfolde sig og de kan meget vel blive til begrænsninger for vores vækst og udvikling.
For hvordan kan vi være åbne og modtagelige for det der opstår i øjeblikket hvis vi allerede har bestemt os for hvor vi gerne vil hen? Når vi har bestemt os for hvordan livet skal være er vi ‘fanget’ og vi vil klage over livet fordi det ikke udfolder sig som vi ønsker det.
Det er en super svær øvelse for et godt terapeutisk forløb. Fordi det er oplagt at vi søger en terapeut med ønske om en forandring. Og oftest med et mål med forandringen. Målet kan stå i vejen for at vi opdager det vi ‘virkelig’ har brug for.
Til sidst bliver vi måske så tillidsfulde at vi ikke stoler på noget som helst andet end det livet præsenterer os for i dette øjeblik. Alt andet er noget vi allerede har oplevet og som såden ikke længere gyldigt, eller noget vi ikke har oplevet endnu og som sådan ikke virkeligt.
Små børn gør det. De kan det bare. Uden anstrengelse. Men jeg tror det tager lang tid for os voksne at genfinde tilliden til livet selv. Evnen til at møde nuet fordomsfrit og nysgerrigt i tillid til at livet vil os det godt!
Obs!! Dette er blot refleksioner over tillid og slet ikke gyldige som ‘sandhed’
Fra A Glimpse of Today af Sogyal Rinpoche:
“When we are in a negative frame of mind, it is only natural to doubt rather than to believe.
From a Buddhist point of view, doubt is a sign of a lack of complete understanding and a lack of spiritual education, but it is also seen as a catalyst in the maturing of faith. It is when we face doubts and difficulties that we discover whether our faith is a simplistic, pious, and conceptual one, or whether it is strong, enduring, and anchored in a deep understanding in the heart.
If you have faith, sooner or later it may well be put to the test, and wherever the challenge may come from—from within you or from outside—it is simply part of the process of faith and doubt.”
Når en ny klient starter i et forløb er det vigtigt lige at få talt lidt om tillid. Tillid til mig, tillid til det der foregår og ikke mindst tillid til sig selv.
Tillid til sig selv er i høj grad også tillid til livet, tillid til processen.
Det er tillid til at kunne møde og rumme det der sker. Tillid til at følelser kan rummes. Af klienten og af terapeuten.
Et typisk tema er ‘vrede’. Må den være her. Tør jeg vise den. Hvad vil der ske hvis jeg bliver vred? Vil terapeuten afvise mig? Bede mig om at slappe af? Blive vred over min vrede? Føle sig krænket?
At lade sorgen tage over og lade tårer og gråd slippe fri fra års indespærrethed kræver også tillid og kan være lige så svært som at udtrykke sin vrede.
En anden udfordring er tillidsfuldt at udtrykke sine tanker, positive som negative, uden frygt for at det er uintelligent, naivt, barnligt, klodset, grinagtigt, osv.
Dybest set er udfordringen at have tillid til at være i kontakten og mødet med et andet menneske uden at vide hvad der vil ske. Og tillid til at kunne håndtere de følelser og reaktioner som kontakten udløser.
Tillid til at frit at opleve og udtrykke følelser, tanker og sansninger er en nødvendighed for at vi kan vokse og udvikle os som mennesker. Det lyder godt og fint. Men det er rigtig svært.
Vi har så mange ideer og drømme om hvordan livet skal udfolde sig og de kan meget vel blive til begrænsninger for vores vækst og udvikling.
For hvordan kan vi være åbne og modtagelige for det der opstår i øjeblikket hvis vi allerede har bestemt os for hvor vi gerne vil hen? Når vi har bestemt os for hvordan livet skal være er vi ‘fanget’ og vi vil klage over livet fordi det ikke udfolder sig som vi ønsker det.
Det er en super svær øvelse for et godt terapeutisk forløb. Fordi det er oplagt at vi søger en terapeut med ønske om en forandring. Og oftest med et mål med forandringen. Målet kan stå i vejen for at vi opdager det vi ‘virkelig’ har brug for.
Til sidst bliver vi måske så tillidsfulde at vi ikke stoler på noget som helst andet end det livet præsenterer os for i dette øjeblik. Alt andet er noget vi allerede har oplevet og som såden ikke længere gyldigt, eller noget vi ikke har oplevet endnu og som sådan ikke virkeligt.
Små børn gør det. De kan det bare. Uden anstrengelse. Men jeg tror det tager lang tid for os voksne at genfinde tilliden til livet selv. Evnen til at møde nuet fordomsfrit og nysgerrigt i tillid til at livet vil os det godt!
Obs!! Dette er blot refleksioner over tillid og slet ikke gyldige som ‘sandhed’
Fra A Glimpse of Today af Sogyal Rinpoche:
“When we are in a negative frame of mind, it is only natural to doubt rather than to believe.
From a Buddhist point of view, doubt is a sign of a lack of complete understanding and a lack of spiritual education, but it is also seen as a catalyst in the maturing of faith. It is when we face doubts and difficulties that we discover whether our faith is a simplistic, pious, and conceptual one, or whether it is strong, enduring, and anchored in a deep understanding in the heart.
If you have faith, sooner or later it may well be put to the test, and wherever the challenge may come from—from within you or from outside—it is simply part of the process of faith and doubt.”
Kærlighed - et vågent og intimt forhold til dig selv
Kærlighed
At leve – at lære – at elske – at være
Kærlighed kræver et vågent og intimt indre forhold til sig selv og sin krop, og en forståelse af at oplevelsen af kærlighed er indre, at kærlighed er en essentiel kvalitet i mange nuancer som er en del af vores væren.
Kærlighed i mellem to mennesker lykkes i det øjeblik hvor den ikke er afhængig af den anden, men hvor de begge i kærlighedsmødet værdsætter den andens væren.
Kærlighed og sex kan godt være adskilt, sex uden kærlighed er ”som et godt nys”, mens sex med kærlighed er et valg som giver fylde og mening, som heler, udvikler og nærer.
Kærlighed er passion, erotik, lidenskab, saft, kraft og begær.
Kærlighed er sødme, romantik, måneskin og musik.
Kærlighed er medfølelse, omsorg, ømhed og blidhed.
Kærlighed er til livet, til medmennesker, medskabninger og til skabelsen selv.
Kærlighed er et valg.
Kærlighed er åbenhed over for det, som er, nysgerrighed ved at møde det, alene for glæden ved at møde, kende og se.
Kærligheden bliver renere, kraftigere, smukkere, stærkere, mere intim og lidenskabelig i takt med at vi udvikler os til selvstændige, frie og aktualiserede mennesker.
Kærligheden bliver mindre, betinget og ufri, når vi er identificeret med alt det vi mangler og ikke har, når vi søger den uden for os selv, når vi er afhængige af accept, bekræftelse, samhørighed og ”den anden”.
Kærlighed er også om kærlighedsmøder mellem to elskende. Og et smukt billede er når det fysiske møde også er et bevidsthedsmøde, et møde i og med hjertet, hvor vi elsker ved at se og blive set i vores essens.
Når kærlighed er et møde hvor vi vidner, ærer og helligholder vores essentielle natur. På den måde opdager vi fortsat os selv og på den måde kan vi gensidigt skabe os selv, i en proces, i et kreativt nu, i et skabende nærvær. - Det kræver autencitet, sårbarhed og modenhed.
Når jeg elsker at se og møde essensen hos den anden i vores kærlighedsmøde, oplever jeg også at den anden er et unikt individ og forskellig fra mig. Kærligheden anerkender den anden helt og fuldstændigt. Og jeg oplever at jeg ikke er alene i verden.
Kærlighedsmødet giver healing og fred til min dybeste frygt omkring den eksistentielle isolation. Jeg oplever nu at den anden er adskilt fra mig, og derfor også eksisterer uden mig.
Kærlighed er en oplevelse, et nærvær, en proces. Det er sanser, følelser og tanker.
Når kærlighed til mig selv og til livet er en oplevelse der vibrerer i enhver celle, i alle mine organer, muskler og nervetråde. Når mine fingre og krop mærker og sanser kærlighed, når hjertet føler og oplever kærlighed, og når hjernen med ordet beskriver hjertets oplevelse.
- Så elsker jeg!
Det er som et skift i mellem to måder at være i verden på.
Normalt og for det meste er jeg ikke opmærksom på min vejrtrækning som et indre livets kærtegn der bekræfter et vidunderligt magisk mysterium, livets puls.
Normalt reagerer jeg automatisk og vanemæssigt på mine omgivelser, jeg følger, uden at give det opmærksomhed, nogle gamle plovfurer og dybe spor i mine reaktionsmønstre, jeg gentager mig selv igen og igen.
Ikke nødvendigvis med smerte eller lidelse, ofte med behag og behovstilfredsstillelse, men ubevidst, uden nærvær, uden intimitet.
Nogen gange skifter min opmærksomhed til et essentielt og meget intimt nærvær.
Og så er jeg konge i mit eget rige, et dynamisk , farverigt, magisk og helt igennem smukt, fantastisk univers.
Måske er universet ikke kærlighed alene, men jeg elsker at være der!
Jeg elsker at orientere mig i verden herfra, jeg elsker de muligheder der opstår, jeg elsker de forskellige nuancer og variationer jeg ser og møder.
Nogen gange er jeg konge, og sidder magtfuld og stærk på min trone, i kontakt med rigdom og overflod, medfølende, storsindet og retfærdig.
Nogen gange er jeg en hjertets kriger der sårbart og åbent, med frygten som følgesvend påtager mig kærlighedens mission, en ridder der tager kampen op med ildsprudlende drager forklædt som normer og rigide adfærdsregler.
Eller vismanden der med et glimt i øjet og magien som redskab, forvandler og transformerer, vismanden der oplever sig som en medskabende del af universets mystik og vidunder.
Nogen gange er jeg narren der legende, smilende og med en champagnebrusende boblen i alle mine celler kaster mig ubekymret og fri ind i livets hvirvler af spøgefuld kreativ manifestation. ”Let’s try it on!”
Alle variationer og nuancer bliver oplevet i et skær af fantastiske farver, diamanter, juveler, guld og rigdom, det er i disse oplevelser jeg mærker overflod.
Overflod som et indre fænomen, som paradis på jord.
At elske er en kunst som Fromm beskriver det, han skriver også at det er noget vi skal træne, noget vi skal lære, noget som kræver sand ydmyghed, mod, tro og selvdisciplin – det er en stor opgave.
Kærlighed er også smerten ved at vokse og udvikle sig. Når vores hjerte udvider sig og vores evne til at elske vokser, så kræver det mere plads end det selvbillede og den følelseskrop vi lever med og opholder os i, noget sprækker og åbner sig, og det må vi tillade. Vi må nødvendigvis møde de blokeringer og den historie der knytter sig til vores tilbageholdenhed, til vores mindreværd og vores fastlåste selvbillede.
Og det gør ondt. Og den smerte må vi være voksne og modne til at forstå og til at bære.
Og den smerte må vi vælge og tage på os som et vilkår ved at udvikle sig, ved at øge sin bevidsthed og ved styrke sin kapacitet til at rumme al den ild, kraft, lidenskab, medfølelse, omsorg og kærlige nærvær som bor i os.
Som vi dybest set aldrig har mistet, men som vi har lagt låg på, kapslet inde, og undertrykt for at kunne overleve og for at få en bid af den begrænsede kærlighed og accept vores forældre og vores omgivelser havde adgang til at udtrykke og give.
Ved at lære at elske, helt og fuldt, som et voksent selvansvarligt og enestående individ, vil vi på den måde hele vores familiesår, vores familie historie.
I mødet med Gud, Universets Moder, Urhavet, altings oprindelse, får jeg måske spørgsmålet: ”Hvor meget har du elsket?”
Det ville være dejligt at kunne svare: ”Med hele mit hjerte”.